Landsbyrådet holdt vælgermøde i Try
TRY: Med omkring 30 mindre landsbyer i Brønderslev Kommune er der en markant interesse for disse byers udvikling og fremtid.
På den baggrund afholdt Landsbyrådet i Brønderslev Kommune i Try & Omegns Borger- & Kulturhus et vælgermøde med landdistriktspolitikken som omdrejningspunkt.
Landsbyrådet i Brønderslev Kommune fungerer som landsbyernes direkte forbindelse til kommunen og som landsbyernes talerør. Det består af en repræsentant fra hver af kommunens mindre landsbyer.
Der tales meget om de små byers fremtid og overlevelse, og mange mødte da også op til debatten, hvor man kunne nyde kaffe og hjemmebagte kager, mens man lyttede til byrådskandidaternes debat.
Mange emner
Der blev i løbet af aftenen vendt mange emner, som vedrører landdistriktspolitikken. Grøn pulje var blandt emnerne. Den administreres i Brønderslev Kommune med kun 25 % af midlerne til de allernærmeste naboer til vind- og solcelleanlæg.
- Det står i stor kontrast til nabokommunerne, fremførte Marianne Jensen (S), som selv er bosat i Try, hvor mødet fandt sted, og hvor der tæt på findes vind- og solcelleanlæg.
Flere er på vej.
Regionsrådskandidat Nikolaj Christian Andersen (M) advarede mod pyrolyseanlæg og anbefalede lokalsamfundene at søge midler til frivilligbusser. Henning Jørgensen (SF) påpegede, at selvom Brønderslev er en fattig kommune, er der meget, som lykkes.
- Midlerne er små, men bruges fornuftigt, sagde han.
Også Carsten Ullmann (Æ), formand for Ældreomsorgsudvalget, havde de positive briller på og fremførte, at tilfredshedsundersøgelser placerer Brønderslev Kommune på en 24. plads på trods af, at kommunen er den tredje fattigste i landet.
Danny Rosenkilde (DF) slog som formand for Ungdomsskolens bestyrelse et slag for, at flere unge skal ind i andre fællesskaber i stedet for bare at være henvist til sociale medier på mobilen.
Caroline Kusk (Ø) vil arbejde for, at den kollektive trafik skal være billigere. Hun var ligesom flere andre kandidater imod skolelukninger.
Fjernvarme
Der var adskillige meningsudvekslinger om fjernvarme og grøn omstilling, og her var det især John Kaptajn (V), der slog på tromme for fjernvarmens lyksaligheder.
Heri var Lars E. Sørensen (D) meget uenig og henviste til det store varmetab fra fjernvarmerørene. Han kaldte solceller og vindmøller for en tragedie for borgerne.
Simon Aagaard (J) var med sit synspunkt om, at klassekvotienter i folkeskolen skal bringes ned, og der skal indføres 2-lærer ordning, på linje med flere andre kandidater i panelet.
Et andet emne, der fyldte meget i debatten, var ældrepolitikken. Her ønskede Simon Aagaard (J) mere frihed til ældre-personalet.
Byggegrunde
Byggegrunde og deres prissætning blev også debatteret ivrigt, og Peter Stecher (C), formand for Teknik- og Miljøudvalget kunne meddele, at lovgivningen satte en grænse for, hvor billigt kommunen må sælge.
Han var en af de få, der turde sige, at der ikke kan udstedes garantier mod skolelukninger i fremtiden, men han stillede også det selvkritiske spørgsmål, om kommunen havde gjort nok for at bremse de faldende elevtal på de små skoler.