Kunstival var et hit
AGERSTED: På Agersted Friskole er der efterhånden skabt en tradition for, at man i en enkelt uge i løbet af skoleåret rydder skemaet for at koncentrere sig om kunst.
Kunstival, kalder de det. Sådan var det også i år, hvor den sidste uge før påskeferien blev brugt til netop dette formål.
- Vi har arbejdet med kunst hele ugen. Hele skolen er med og beskæftiger sig med kunst på en eller anden måde, fortalte lærer Ole Andreasen ved ugens slutning.
- I år har det især været billedkunst og skulpturer, der har været i fokus. Tidligere år har vi haft musik som tema. Vi har altid et tema, og i år har vi valgt temaet ’Ud af mørket’, fordi det er blevet forår efter en mørk og streng vinter. Nu bliver det lysere, og forårsblomsterne dukker op af jorden. Desuden er der megen uro rundt omkring i verden, men det er vigtigt at se og tro på lyset og håbet for en bedre verden, fortalte han.
Overalt på skolen var der aktivitet. Et sted lavede eleverne skulpturer, og andre steder var det papirkunst, maleri og tegning med farvekridt.
En dejlig uge
Merle fra 9. klasse lavede skulpturer og det med stor fornøjelse.
- Det har været sjovt, fortalte hun.
- Vi har lavet mange forskellige ting. Vi har skrevet digte, tegnet og lavet skulpturer i gips. Her fik vi inspiration fra nogle skulpturer af billedhugger Sonja Ferlov Mancoba. Vi så en række billeder af hendes værker og skulle så selv lave en eller flere. Vi fik besked på, inden vi lavede gipsfiguren, at skrive nogle ønsker for fremtiden på en seddel og støbe den ind i skulpturen som en del af figuren. Vi har også prøvet at lave blindtegninger, hvor vi først så en skulptur, hvorefter vi fik bind for øjnene for så derefter at tegne det, vi havde set på et stykke papir, uden at kunne se noget. Det var virkelig sjovt, og det har i det hele taget været en sjov uge, hvor vi ikke har skullet sidde og lave skolearbejde, sagde Merle.
Hjælp fra en kunstner
Til at hjælpe børnene med de kunstneriske udfoldelser havde man gennem regionens projekt ’Børns møde med kunsten’ hyret kunstneren Hanne Skjold Knudsen. Hun arbejdede især med eleverne i 6. klasse.
- Vi har lavet seks store malerier ud fra årets tema. Jeg ved, at skolen har valgt dette tema, fordi vi netop har passeret jævndøgn og går mod lysere tider. Eleverne komponerede som en start et billede, og ved hjælp af en gammeldags overheadprojektor er det blevet kastet op på store træplader, hvor det blev tegnet op og malet. Nu skal de have en gang lak, og så skal de placeres rundt om i byen, fortalte kunstneren.
Børn og kunst
- Kunst er for mange noget mærkeligt noget. Børnene er måske ikke så vant til at se på kunst, og det har vi snakket en del om i løbet af ugen, mens vi arbejdede. Abstrakt kunst er for mange noget mærkeligt noget, og er man ikke vant til at komme på museer, kan man godt synes, det er underligt. Det tog jeg en snak med dem om. Nogle har været meget åbne, mens andre bestemt ikke har været det, men de skal jo møde kunst og konfronteres med den for at kunne forholde sig til den. For mig er det vigtigt at give børnene et begreb om, at kunst er et sprog. Det er bare en anden måde at fortælle om verden på. Det er en måde at åbne verden på, forklarede Hanne Skjold Knudsen.
Udstilling og fest
Det hele mundede ud i en udstilling, hvor de mange kunstværker blev præsenteret, og en skolefest, hvor forældre, søskende og bedsteforældre var inviteret med for at se udstillingen.
Her var byens borgere også inviteret ind for at se, hvad eleverne havde lavet. Den invitation fik mange til at møde op i den 10 år gamle friskole, der blev oprettet, da Brønderslev Kommune valgte at lukke den kommunale skole.
Skolen har i dag 160 elever i årgangene 0. til 9. klasse.