Billede beskrivelse

Kunsten blev fejret for 37. gang - et sted, hvor mennesker mødes

Efterårsferien bød på både hopskud og hygge

19. oktober 2025 kl. 06.02

JERSLEV: Både kunst og kaffehygge var på plakaten, da Jerslev Borgerforening, traditionen tro, rundede efterårsferien af med en hyldest til kreativiteten. 

I hallen ved Toftegårdsskolen havde 40 kunstnere forsamlet sig med stande og staffelier. Publikum kunne således gå på opdagelse blandt et væld af malerier, skulpturer, keramik og fotokunst.

Billede beskrivelse

Byrådsmedlem Carsten Ulmann Andersen (Æ) stod for åbningstalen og mindede publikum om, hvorfor arrangementet betyder så meget for området: 

- Efterårskunst er ikke kun en udstilling – det er et fællesskab. Et sted, hvor mennesker mødes, hvor samtaler opstår, og hvor vi bliver mindet om, at vi har brug for det skønne og det menneskelige, sagde Danmarksdemokraten.

Stemningen i hallen var afslappet og hyggelig, og i kunstcaféen kunne gæsterne nyde hjemmebag, mens de lod indtrykkene bundfælde sig. Samtidig trak et stort lotteriet mange til i konkurrencen om udvalgte værker.

Billede beskrivelse

Blandt udstillerne var Heidi Bakman fra Klæstrup. Hun deltog for første gang. 

- Jeg er meget glad for muligheden. Målet har været at udvide mit netværk, og det er lykkedes. Mange har vist interesse for min kunst, fortæller den lokale maler. 

Hun viste et udvalg af sine stemningsfulde dyreportrætter malet i et nærmest drømmende og scenisk lys.

Billede beskrivelse

Weekendens udgave af Efterårskunst i Jerslev var i øvrigt den 37. i rækken.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste