Koncert vil inspirere kommende brudepar
KLOKKERHOLM: Ved en koncert 14. april i Hellevad Kirke bliver der sat fokus på musik og salmer, der kunne egne sig til et kirkebryllup.
- Vi vil præsentere orgelmusik og salmer som inspiration for kommende brudepar til deres kirkebryllup. Musikken og salmerne er særdeles vigtige ved disse begivenheder, fordi de er med til at skabe den højtidelige ramme. Man kan næppe forestille sig en mindeværdig vielse uden dem, fortæller organist Lasse Christensen og fremhæver, at koncerten i høj grad også er for dem, der gerne vil høre festlig musik og synge gode salmer.
Orgelmusik og salmesang
- Når vi bevæger os ind i salmesangen, møder vi foreningen af poesi, tro og musik. Når treklangen harmonerer, kan nogle af livets helt store temaer som tro, håb og kærlighed blive udtrykt med dybde, fortæller sognepræst Marie Kirketerp fra Hjallerup Sogn.
Ved barnedåb, bryllup og begravelse har salmer i generationer sat ord og toner på det, der betyder mest i menneskers liv. Samtidig sker der en stor opblomstring af nye salmer i disse år, som er med til at forny denne arv og tradition.
Koncerten arrangeres i samarbejde mellem Hellevad-Ørum og Hjallerup Sogne og finder sted tirsdag 14. april i Hellevad Kirke kl. 19. De medvirkende er organisterne Lasse Christensen og Ulrika Sandström Jensen samt sognepræsterne Sandra Fossdal Nielsen og Marie Kirketerp.
Der er gratis entré, og efter koncerten bydes der på et glas bobler, ligesom der er mulighed for en snak om musikken og salmerne med de medvirkende.