Billede beskrivelse

Kommunen inviterer lodsejere til møde om Grøn Trepart

19. august 2025 kl. 06.01

BRØNDERSLEV: Som led i den nationale Grøn Trepart-satsning inviterer Brønderslev Kommune nu lokale lodsejere til dialog om fremtidens arealanvendelse. Kommunen ønsker at styrke samarbejdet om natur, klima og bæredygtighed – med respekt for både lokale forhold og ejerskab.

Det fortæller Brønderslev Kommune. 

Udvalgte lodsejere har modtaget invitation til tre møder, hvor der informeres om Grøn Trepart og drøftes muligheder for fælles løsninger: mandag 25. august kl. 19 til 21, torsdag 28. august kl. 19 til 21 og mandag 1. september kl. 19 til 21.

Møderne skal danne rammen om en åben og konstruktiv dialog om, hvordan kommunen og lodsejerne sammen kan fremme grøn omstilling i lokalområdet.

Tilmelding nødvendig

Deltagelse kræver tilmelding og er forbeholdt de lodsejere, der har modtaget en personlig invitation. Oplysninger om tilmelding og mødested findes i den tilsendte invitation.

Projektleder Martin Dam udtaler:

- Vi tror på, at den grønne omstilling lykkes bedst, når vi arbejder sammen med dem, der har jorden mellem hænderne. Lodsejernes viden og engagement er afgørende for at skabe bæredygtige løsninger.

Senere på året planlægger Brønderslev Kommune også to åbne borgermøder, hvor alle interesserede borgere kan få indblik i Grøn Trepart og stille spørgsmål. Tid og sted offentliggøres snarest.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste