Billede beskrivelse

Kom og snus til Voergaards frivillige fælleskab

11. februar 2026 kl. 14.03

DRONNINGLUND: I forbindelse med Voergaard Levende Histories 25-års jubilæum inviterer foreningen lørdag 7. marts til åbent hus ved Voergaard Slot i Dronninglund. 

Voergaard Levende Historie står hvert år bag Middelalderdage på Voergaard Slot og sætter i jubilæumsåret fokus på det frivillige fællesskab, der gennem årene har opbygget det traditionsrige nordjyske middelaldermarked.

Arrangementet henvender sig til alle, der er nysgerrige på frivillige fællesskaber og selvudvikling. Dørene åbner kl. 10.45, og programmet starter kl. 11 i Billethuset ved Voergaard Slot. 

Der vil være kaffe, te og lidt godt til ganen, og deltagerne får mulighed for at komme med input, som kan være med til at forme Middelalderdage 2026 samt de mange fremtidige markeder.

- Det fede er at åbne fællesskabet for flere. Når noget er så sjovt, er det en skam at gemme det væk, siger Daniel Herbert, kasserer i Voergaard Levende Historie.

Middelalderdagene afholdes igen i år i uge 29 fra 11. til 18. juli og byder også i jubilæumsåret på en historisk tidsrejse til år 1533 med biskop Stygge Krumpen, gøglere, ridderturneringer, håndværksboder og levende formidling.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste