Billede beskrivelse

Kandis vil optræde på Brønderslev Marked, "så længe de kan"

02. september 2025 kl. 07.33

BRØNDERSLEV: Der er traditioner, som er stort set ubrydelige: Juleaften falder altid den 24. december, Jehovas Vidner banker altid på, lige når man er kommet ud af brusebadet, og det regner altid på min fødselsdag...

Og så er det efterhånden også blevet en fast tradition, at Brønderslev Marked slutter med en Kandis-koncert i det store telt Markedskroen.

Så sidst på mandag eftermiddag stiller jeg mig op ved bagindgangen til Markedskroen. Og kvart over fem triller Johnny Hansen ind på pladsen bag teltet. En lille håndfuld hardcore Kandis-fans gør mig selskab.

Johnny Hansen stiger ud af bilen. Hilser venligt på alle, tager en håndfuld bøjler med skjorter ud fra bagsædet.

Billede beskrivelse

Jeg skynder mig at aflevere en stribe spørgsmål til Johnny Hansen:

Det er til stor glæde for byen, at I kommer hvert år for at spille sidste aften på markedet - hvordan har I det med at skulle spille her på Brønderslev Marked?

- Det ser vi frem til og vi glæder os. Vi er jo blevet en del af markedet, smiler Johnny Hansen venligt.

Hvor længe har I egentlig været med - kan du huske det?

- Ikke helt præcist. Men første gang var vist omkring 1994. Dengang spillede vi om eftermiddagen, og så stødte min far (Bjørn Hansen fra Bjørn og Okay) til om aftenen, og så optrådte vi sammen, far og søn.

I skal på scenen klokken 18 og spille til klokken 22, godt nok med pauser, men er det ikke et hårdt program?

- Det er sådan, det er, affejer Johnny Hansen lidt overbærende.

Nu har I været på Store Brønderslev Marked i ca. 30 år - hvor længe bliver I så ved?

- Så længe vi kan, lover Johnny Hansen, mens han skynder sig over til sit team for at forberede sig til at gå på scenen. 

Et par fans beder om lov til at tage billeder af ham. Johnny Hansen har ikke mere travlt, end at han stiller beredvilligt op til fotografering.

Tre timer senere vender jeg tilbage til Markedskroen. Kandis giver den fuld gas oppe på scenen. Dansegulvet er fyldt med folk, der kan alle sange udenad, for de synger uden problemer med på samtlige sange.

Billede beskrivelse

Til venstre for scenen får jeg dog øje på en lille fyr, som har sat sig på gulvet med ryggen til scenen. Det er Oliver på fire år. Han ignorerer "En Lille Ring Af Guld", mens han sidder fordybet i sin mobiltelefon. Har vist gang i et spil.

Johnny Hansen og co. giver et godt show. God energi og fin kontakt med publikum. Da vi nærmer os afslutningen på deres optræden, giver Kandis nummeret "Venner Som Jer". Der næsten lyder som en programerklæring:

Tak fordi vi er venner
tak for endnu en dag
det' en dag man bliver rigere af
det er venner som jer man skal ha'

I næste nummer giver Johnny Hansen stribevis af high fives til flere fans på dansegulvet, som nyder nærkontakten med deres idol.

Billede beskrivelse

Pludselig har klokken sneget sig op på næsten 22. Johnny Hansen takker for en god aften.

- Måske på gensyn en anden god gang , siger han til det ihærdigt klappende publikum.

En anden god gang bliver næste år, ved vi nu. For som Johnny sagde tidligere på dagen: Kandis bliver ved med at komme til Store Brønderslev Marked, "så længe de kan". Det vælger vi at fæste lid til.

Billede beskrivelse

Men helt færdig var markedet ikke. For få minutter efter Kandis blev tavse, begyndte det traditionelle afslutningsfyrværkeri at buldre løs på de gamle stadion ved siden af markedspladsen. Til stor begejstring for et par tusinde markedsgæster, hvoraf mange sukkede af fryd.

Og så fes den sidste raket op imod den mørke himmel og eksploderede i en stjerneregn. Og dermed var det definitivt slut med Store Brønderslev Marked 2025.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste