Julemanden modtaget af både små og store i Asaa
ASAA: Det var koldt, og en strid blæst stod ind over torvet i Asaa, men det ødelagde ikke forventningens glæde hos de mange børn og deres forældre, der på julemånedens første dag mødte op på torvet i Asaa. De var mødt op for at møde julemanden, der havde lovet at kigge forbi.
Trods det kolde vejr blev der sunget julesange og gået rundt om et store juletræ på torvet i Asaa. Foto: Jørgen Ingvardsen
Det gjorde han heldigvis også, men først efter at børnene havde råbt både risengrød og julemand adskillige gange.
Julemanden havde godter med, som han rundhåndet delte ud i så rigelige mængder, at det var svært med munden fuld af pebernødder og slik at synge med på julesangene, mens de alle gik rundt om det store juletræ.
Gerå Engvejs Nisseorkester spillede til julesangene, som de fremmødte sang, mens de gik rundt om juletræet. Foto: Jørgen Ingvardsen
Gerå Engvejs Nisseorkester akkompagnerede, og det hele sluttede med gløgg, saftevand og æbleskiver indendørs i det lokale kulturhus.