Invitation: Indvielse af Brønderslevs nye hjerterum
BRØNDERSLEV: Brønderslev har fået et nyt samlingspunkt. Efter flere års planlægning, samarbejde og byggeri er det nye byrum nu klar til at blive taget i brug. Fredag den 12. september inviterer Brønderslev Kommune alle borgere, erhvervsdrivende og samarbejdspartnere til en festlig indvielse af byens nye hjerterum – Peder Nielsens Plads.
Det fortæller kommunen.
Et byrum med historie og udsyn
Den nye plads bygger videre på et centralt historisk sted, som i mange år var et naturligt omdrejningspunkt for byen. Med tiden mistede området sin funktion som samlingssted, men visionerne i Helhedsplanen for Banegårdspladsen fra 2018 har nu pustet nyt liv i det gamle byrum.
Formålet har været klart: at skabe et grønt, levende og tilgængeligt sted, der binder byens handel, kultur, mobilitet og fællesskab sammen.
Pladsen er opkaldt efter erhvervsmanden Peder Nielsen, hvis virksomhed havde stor betydning for Brønderslevs erhvervsliv. Navnet blev foreslået i forbindelse med et nyt boligområde og byens 100-års købstadsjubilæum i 2021 – og tilfører dermed en symbolsk og historisk værdi.
Udvalgsformand for Teknik og Miljø, Peter Stecher, udtaler:
- Den nye Peder Nielsens Plads vil omfatte både den tidligere Banegårdsplads og dele af de omkringliggende gader og bliver dermed et nyt hjerterum med rødder i byens historie og blik for fremtiden.
Skabt i fællesskab
Pladsen er resultatet af et bredt samarbejde med Midtbyrådet og byens borgere. Over 100 borgere deltog i møder og workshops, og deres input har sat tydelige spor i det færdige byrum.
Borgmester Mikael Klitgaard siger:
- Banegårdspladsen er igen blevet et sted, hvor vi mødes og skaber fællesskab. Vi glæder os til at indvie pladsen sammen med alle, der har bidraget til at gøre visionen til virkelighed.
Program for indvielsen
Kl. 15.00: Is til børnene og teater med Lods Hans
Kl. 16.00: Underholdning ved Brønderslev Kulturskole
Kl. 16.30: Gratis pølser
Kl. 17.00: Officiel indvielse og tænding af springvandet v. borgmester Mikael Klitgaard og udvalgsformand Peter Stecher
Kl. 17.30: Musik med Beach Boyz – scenen indvies
Kl. 18.30: Springvandet tændes igen
Alle er hjerteligt velkomne til en festlig eftermiddag og aften i Brønderslevs nye grønne midtpunkt.