Idrætshallen blev omdannet til ét stort juleland
KLOKKERHOLM: Det er højsæson for julemarkeder i denne tid. De fleste byer har deres eget marked, hvor man kan finde alt det, man skal bruge til jul og ofte meget mere.
Et af de helt store markeder finder hvert år sted i Klokkerholm, og i søndags blev den store idrætshal så igen omdannet til et juleland med rækkevis af salgsboder og masser af julehygge på det indendørs julemarked.
Der var så meget at se, at man godt kunne få behov for at sætte sig ned et øjeblik. Det var der heldigvis også mulighed for, idet der midt i hallen var indrettet en café sponseret af byens lokale MENY. Her blev der serveret æbleskiver og kaffe/the eller saftevand til alle gæsterne. Her kunne man styrke sig og samle kræfter, inden man fortsatte rundt til boderne.
Naturligvis var det juleting, de fleste boder bød på, men der var også et par stykker, der skilte sig ud. Lokalhistorisk Arkiv var således med og viste både i levende billeder og på gamle fotos, personer, bygninger og begivenheder fra det, man kalder 'gamle dage'.
I en anden bod stod forfatteren Christina Ramskov fra Hjallerup. Hun præsenterede bl.a. sin 10. roman, som hun sendte på gaden i september. Foruden bøger solgte hun også papirkunst og plakater med kloge sætninger, som folk har sagt.
Hun er en kreativ person, som hele tiden finder på noget nyt, og det nye på markedet var små figurer lavet af resin.
- Det er en slags syntetisk harpiks bestående af to væsker, som man blander sammen, forklarede hun.
- Når man blander dem, sker der en kemisk proces, som gør, at det bliver varmere og varmere. Når det så køles ned, bliver det gradvis hårdt. Det er så, mens det er blødt, jeg støber mine figurer. I min nye bog bærer hovedpersonen et smykke, og så tænkte jeg, at det kunne være så sjovt for læserne at kunne købe det smykke. Derfor skulle jeg jo finde ud af, hvordan jeg kunne lave det og fandt så frem til resin, sagde hun.
Børnene var der også tænkt på. Et område var omdannet til et juleværksted, hvor de kunne klippe pynt til det store juletræ. Som belønning fik de en lækker julepose.