I Thise er de vilde med dans: Gæster langvejs fra
THISE: Der slås to fluer med ét smæk en gang om måneden i Manna-Thise Samlingshus. Her er der både dans og hygge på programmet. Og så tiltrækker det tilmed fuldt hus af folk, der kommer langvejs fra.
Fredag aften løb årets sidste udgave af stablen. Igen var der fyldt til sidste stoleplads. 170 danseglade gæster hyggede sig til et forrygende juletema. Menuen stod på alt godt fra det traditionelle danske julebord, inden Peter Olesen spillede op til dans.
Det er en initiativgruppe bestående af Birthe Godiksen, Inge Løgtholt, Ole Christensen, Dorthe Kragsted og Marianne Jensen, som står bag.
Dans & Hygge har været på plakaten i et år, og det fulde program for 2025 er nu meldt ud. Der lægges ud den 31. januar med et afterskiing-tema til musik af PetMics. Siden går det løs en gang om måneden med varierende temaer og tilhørende bespisning. Blandt andet er der planlagt både western-, disco- og hippefester i det nye år.
- Arrangementerne har været en stor succes, fastslår Inge Løgtholt.
- Der kommer gæster fra store dele af landet. Sågar helt fra Aabenraa. Vi har åbenbart ramt en efterspørgsel på dansearrangementer, hvor alle kan være med, tilføjer hun med henvisning til, at det kun koster 300 kr. inklusiv spisning. Uden maden kan man deltage for 170 kr.
- Men langt de fleste vælger at spise med. Det er en stor del af fornøjelsen og så støtter man jo også Thise Idrætsforening. De står for madlavningen, lyder det fra Inge Løgtholt.
I øvrigt er der mulighed for overnatning i forbindelse med Dans & Hygge. Ifølge arrangørerne var der lørdag 15 deltagere til morgenmad efter endnu en forrygende danseaften.