Billede beskrivelse

Hyggelig juleweekend på Dorf Møllegård

09. december 2024 kl. 14.03

DRONNINGSLUND: Frilandsmuseet Dorf Møllegård byder, traditionen tro, også i år indenfor til en hyggelig juleweekend. Arrangementet finder sted lørdag den 14. december og søndag den 15. december.

I år er der både juleboder, brændte mandler, hjemmelavede æbleskiver, børneaktiviteter og masser af julehygge.

Begge dage byder desuden på oplæsning af juleeventyr og mulighed for at købe juletræ, fortæller museumsinspektør Anders Kilgast Jensen. Han oplyser videre, at der er mange andre spændende aktiviteter i løbet af weekenden. 

Besøgende kan blandt andet prøve kræfter med at løse et julemysterie og møde møllerkonen fra 1830 i vandmøllen. Derudover er der mulighed for at hilse på museets frivillige møller i vindmøllen, som vil sørge for, at møllen kører, hvis vejret tillader det.

For børnene er der en sjov havenissejagt, og hele familien kan møde familien Mølleskov eller købe årets mandelgave i museumsbutikken. Søndag er der yderligere mulighed for at smage øl fra Hjallerup Bryggerlaug og nyde julemusik fremført af musikere fra Kulturskolen.

Stuehuset på museet er pyntet op til en traditionel jul i 1930’er-stil. I både stuehuset og foredragssalen finder man boder, hvor man kan sikre sig unikke julegaver og få juleslikket i hus. 

Børn kan også besøge Nissebarometeret for at finde ud af, hvilken type nisse de er. Er barnet mon en skovnisse med grøn nissehue eller en skibsnisse med blå hue? Alle børn får en helt unik nissehue, som er lavet af Grønningens kreative team.

Der vil være noget for hele familien i weekenden den 14.-15. december fra klokken 10 til 16, når der er juleåbent på Dorf Møllegård, forsikrer Anders Kilgast Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste