Seneste nyt
Billede beskrivelse

Hvordan ruster man sig, som ældre, til kriser?

06. maj 2026 kl. 14.02

DRONNINGLUND: Hvordan vil ældre borgere hjælpe sig selv og hinanden, hvis krisen rammer? Hvad har de brug for, og hvad virker i praksis?

Det kan ældre borgere fra Brønderslev og de omkringliggende kommuner være med til at give svar på, når der tirsdag 19. maj kl. 10-14 afholdes borgermøde i Dronninglund Sognegård.

Mødet henvender sig til alle ældre og personer med sygdom eller handicap, der bor i eget hjem, samt deres pårørende, og er en del af projektet BOOST (Borgerskabt sundhedsberedskab), hvor borgere på i alt 10 borgermøder rundt i landet for første gang systematisk inddrages i udviklingen af sundhedsberedskabet.

Det er Dansk Selskab for Patientsikkerhed, der gennemfører projektet sammen med Danske Ældreråd og Danske Seniorer.

Formålet er at samle borgernes erfaringer, behov og perspektiver på, hvordan samfundet bedre kan håndtere blandt andet pandemier, cyberangreb og klimahændelser. 

På mødet i Dronninglund skal deltagerne blandt andet drøfte, hvordan de vil hjælpe sig selv og andre i en krisesituation, hvad de selv føler sig trygge ved at kunne klare, og hvor de har brug for hjælp fra samfundet.

- Når kriser rammer, er det ikke kun systemet, der skal fungere. Det er også mennesker i deres hverdag. Derfor er vi nødt til at forstå, hvordan borgere faktisk tænker og handler i en krisesituation. I projektet vil vi finde frem til, hvad danskerne selv synes, er det vigtigste i en krisesituation, siger Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Input fra de 10 borgermøder skal senere bruges til en borgerguide og anbefalinger til myndigheder og beslutningstagere.

Interesserede borgere kan tilmelde sig på www.tilmeld.dk/borgermoede

Projektet BOOST løber til januar 2027.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste