Seneste nyt
Billede beskrivelse

Hjallerup gør klar til årets store marked: Flere end 2000 frivillige hjælper til

25. maj 2026 kl. 06.02

HJALLERUP. Det kræver planlægning og lang forberedelse, når man skal afholde et af de største markeder i landet. 

Er vejret godt, forventes over 200.000 at besøge markedspladsen i Hjallerup, når markedet afvikles 4. til 7. juni.

Nu er det heldigvis erfarne folk, der står bag markedet, der har været afholdt siden 1744. 

En stor del af de 2.300 frivillige har været med i mange år, og samtidig dukker der også nye op hvert år. 

Markedsudvalget har gennem årene været dygtigt til at fastholde en række erfarne folk og samtidig sørge for, at der hvert år kommer nye på banen.

Billede beskrivelse

Ny formand

I år er det med en ny formand, Michael Ottesen. 

Men selvom han er ny i formandsstolen, er han en erfaren herre på markedet, idet han har været med som frivillig i 16 år. 

Han kender markedet og er således garant for, at det fortsætter, som vi kender og elsker det. 

Der er masser af traditioner forbundet med markedet, men der sker også hvert år fornyelser, så markedet følger med tiden. 

Meget er dog, som det altid har været. 

Der er masser af kræmmere, og der er også fortsat heste. 

Slet ikke så mange som for en generation siden, men de senere år er antallet dog steget.

Der gøres et stort arbejde for at tiltrække flere heste, så der fortsat er tale om et hestemarked, og man forventer således i år flere heste end sidste år.

Billede beskrivelse

Underholdning

Musik og underholdning er også en vigtig del.

Her har Nordisk Tivolipark været en central medspiller siden 1970. 

Med sin centrale placering midt på markedspladsen er de mange forlystelser en del af dét at gå på marked.

Markedspladsen er så småt ved at blive gjort klar. 

De store telte blev således sat op i lørdags. 

Det er et stort arbejde og kræver mange frivillige medhjælpere. 

Tidligere var det markedet, der ejede disse telte, men for nogle år solgte man den afdeling til Ørsted Telte. 

Det er nu dem, der står for opsætningen med hjælp fra mange frivillige.

Markedet er en del af det at bo i Hjallerup og er med til at styrke sammenholdet og fritid- og kulturlivet - med bl.a. en tredje idrætshal, som netop er under opførelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste