Historiens vingesus over Brønderslev Marked
BRØNDERSLEV: Det er lørdag - lidt over middag. Jeg er taget på marked i Brønderslev.
Som det første stikker jeg næsen ind i vognen, hvor Markedsudvalget holder til huse. En glad Michael Wittrup, der er PR-ansvarlig for Store Brønderslev Marked, hilser:
- Hvad siger du, hvis jeg siger et ord på seks bogstaver?
Jeg prøver at få orden på mine tanker. Men de er lige så rodet som en spand legoklodser. Gi'r op!
- "Rekord", griner Michael Wittrup.
Dermed mener han, at markedet skal lave et historisk stort overskud til glæde for de mange foreninger, som står bag markedet. Men det har han efterhånden lovet lige så mange gange, som Donald Trump har lovet fred i Ukraine...
Så har du ikke set vejudsigten, svarer jeg Michael Wittrup.
- Jo da! Prøv at se her.
Michael Wittrup hiver sin mobiltelefon frem og viser med smittende glæde en prognose, der peger på, at uvejret vil snige sig lige forbi Brønderslev. Og altså ikke ramme markedspladsen. Optimismen er i behold.
Jeg forlader Markedsudvalgets hovedsæde og går lidt rundt på markedspladsen, hvor der er stuvende fuldt med mennesker.
Efter lidt tid kommer jeg forbi markedsscenen, som har sin egen lille historie. Da den blev stillet op for en uges tid siden, fik jeg historien, som man kan aflæse på et lille skilt, der sidder monteret på stålkonstruktionen: MOBIL SCENE FREMST. ÅR 1985 BRØNDERSLEV PRODUKTIONSSKOLE, står der kradset ind i skiltet.
Her 40 år senere står scenen stadig solidt, mens Anders Munch optræder som Kim Larsen-klon og giver et gammelt Gasolin-nummer:
Da jeg gik ud over Langebro
En tidlig mandag morgen
Der så jeg en, der stod og græd
Hvis du tør, så kom med mig
Jeg går videre, mens den lidt depressive sang toner ud i en blanding med tivolistøj bag mig.
Jeg går ned ad den lille midlertidige "gade", som har fået navnet Nygade.
Her er der historie for fuld udblæsning. For her har Vildmosemuseet et lille telt, hvor der er fokus på Store Brønderslev Markeds lange historie.
Denne dag er det Vildmosemuseets direktør, Anne Provst, har har vagten i teltet. Hun fortæller, at markedet opstod helt tilbage i 1836 i noget uofficielt regi. Dengang ved den daværende Bækkens Kro lidt uden for byen.
I 1843 flyttede markedet til Brønderslev Kro og fik sit navn: Store Brønderslev Marked.
Siden flyttede markedet til den nu nedlagte markedsplads, som det tyske militær annekterede under krigen. Og derfor flyttede markedet med tiden til den nuværende markedsplads.
Så er man interesseret i detaljer om markedets meget lange historie, så kan man jo slå et slag forbi Vildmosemuseets telt i "Nygade".
Jeg pakker sammen og triller hjem. Sidder i min stue og kigger ud i haven. Sorte skyer driver ind over byen. Og ved 3-tiden begynder regnen at vælte ned. Der røg det historiske markeds-overskud sig vist en tur.
Dagen efter ringer jeg til Michael Wittrup. Som stadig er optimist, men dog lidt mere forbeholden:
- Da regnen begyndte, var der mange, der forlod markedet. Vi kunne ud fra antallet af parkeringspladser se, at der nok var 20 pct. færre mennesker på markedet under regnen. Men der var stadig mange, der blev, og da regnen ophørte først på aftenen, kom mange tilbage på markedet, så det blev en fin aften.
Men regnvejret gik vel noget ud over omsætningen, indfører jeg.
- Ja, det kan ikke nytte noget at sige andet.
Så det var vel overskudsrekorden, der røg i regnvejret?
- Njaeeh - det kan vi da bare indhente i dag og i morgen, lyder det fra en ukuelig PR-chef.
- Men det kræver nok lidt hjælp fra oven, tilføjer han.