Historien bliver levende i Brønderslev: Hemmeligt selskab åbner dørene igen
BRØNDERSLEV: Hvad har kriminelle familier fra 1800-tallet, kongelige begravelser og fortællinger om lygtemænd og mosekoner egentlig til fælles?
Umiddelbart ikke ret meget. Men på Brønderslev Bibliotek bliver de tre vidt forskellige emner samlet under samme paraply, når ’Det Hemmelige Selskab for Historie’ igen inviterer indenfor til en ny møderække hen over foråret.
Her er der nemlig plads til alle, der er nysgerrige på fortiden – også selvom man hverken er historiker eller har læst lektier hjemmefra.
- Det er sundt at dele. Også interessen for historie, fortæller Hans Wendelboe Bøcher, der er kulturformidler og mødeleder på Brønderslev Bibliotek.
Hver mødegang begynder med et kort, onlinestreamet oplæg fra en fagperson, som – direkte fra museum, universitet eller ude i felten – deler sin viden med deltagere fra biblioteker over hele landet. Når oplægget er slut, fortsætter snakken lokalt over en kop kaffe.
- Og så snart skærmen er slukket, taler vi videre om emnet og det, vi lige har hørt. Måske bliver vi bare en smule klogere sammen, siger han.
Fra forbryderfamilier til mosekoner
Første møde finder sted torsdag den 5. marts, hvor ph.d. og konstitueret museumsinspektør ved Fredericia Museum, Vibeke Kaiser-Hansen, dykker ned i den kriminelle underverden i midten af 1800-tallet.
Her fortæller hun blandt andet, hvordan kriminalitet i nogle tilfælde blev et familieforetagende, hvor generationer samarbejdede om tyveri, hæleri og småsvindel – i en tid hvor retssystemet mange steder havde svært ved at følge med.
I april går turen videre til de kongelige grave, når museumsinspektør Laura Maria Schütze fra ROMU i Roskilde fortæller om kongelige begravelser gennem tiden og de ritualer, der har fulgt med.
Møderækken rundes af den 28. maj, hvor cand.mag. og lokal ildsjæl Anders Kilgast Jensen fra Museum MOSS sætter fokus på Vildmosens lygtemænd og mosekoner – og på tørvegravning og genetablering af de store mosearealer, som på sigt kan gøre den klassiske vildmosekartoffel til et stykke lokalhistorie.
Ingen forberedelse nødvendig
’Det Hemmelige Selskab for Historie’ er ikke en læseklub, og der er ingen krav om forberedelse eller særlige forkundskaber for at være med.
Efter hver mødegang får deltagerne dog forslag til artikler og litteratur, hvis man selv har lyst til at dykke længere ned i emnet.
Det er gratis at deltage, og man kan vælge at være med én eller flere gange.
Tilmelding sker via Brønderslev Biblioteks hjemmeside.