Hele familien inviterer til Mølledag
DRONNINGLUND: Søndag 21. juni kl. 10.00 til 16.00 holder frilandsmuseet Dorf Møllegård traditionen tro Dansk Mølledag.
Det fortæller Dorf Møllegård i en pressemeddelelse.
Her kan hele familien opleve møller, gamle lege, grød i køkkenet og et særligt kig ind i historien.
På Dorf Møllegård kan gæster besøge den fotogene vindmølle fra 1887. I den endnu ældre vandmølle kan de træde tilbage i tiden og møde møllerkonen i år 1830. Er man mere til moderne løsninger, kan man se og høre mere om Gl. Buurholts mobile melfabrik, som også besøger møllegården.
Der er masser af sjov for børn. De kan gå i mølleskole og få et møllediplom. I stuehusets have er der vandleg, gamle lege og naturbingo. De mindste kan også prøve et aktivitetshæfte og museets spilplatform med computerspil.
Museets udstillinger er åbne hele dagen. Som noget særligt kan gæster til Dansk Mølledag få et smugkig ind i kostalden, der snart åbner efter en renovering.
I køkkenet kan man få en smagsprøve på god, gammeldags grød af køkkenpigen – som man lavede den i gamle dage. Ka’feen Frk. Bast sørger for kaffe, is og andre søde sager sammen med museets egen café.
Der er lagt op til en hyggelig dag i de historiske møllers tegn. Dorf Møllegård holder åbent kl. 10.00 til 16.00.
- Mølledag er altid en velbesøgt dag med masser af aktivitet, og området ved Dorf Mølle er fantastisk smukt. Vi håber, at mange mennesker vil komme forbi og nyde naturen, se møllerne og museet og selvfølgelig få en rigtig hyggelig dag, hvor de opdager en skjult perle i det vendsysselske, fortæller museumsinspektør Anders Kilgast Jensen.
Som afslutning på Dansk Mølledag inviteres der til foredrag kl. 16.00 ved museumsdirektør Anne Provst. Hun fortæller om møllegårdens stuehus. Foredraget bygger på artiklen Et historisk portræt af en smuk dame, som i 2025 gav forfatteren en historikerpris ved Historisk Samfund for Vendsyssel. Billetter til foredraget kan købes på dagen.
Dansk Mølledag er en tilbagevendende begivenhed, hvor over 100 af landets gamle møller åbner for besøgende. I den sammenhæng er Dorf Møllegård noget særligt. Det er nemlig det eneste museum i Danmark med et dobbeltfungerende anlæg, hvor både vandmølle og vindmølle står på deres oprindelige placering.