Harmoniorkestret skaber musikalsk julestemning i Brønderslev
BRØNDERSLEV: Brønderslev Harmoniorkester er klar til endnu en udgave af de traditionsrige julekoncerter.
2. december kl. 19 går det løs med et stærkt og varieret program på Brønderslev Gymnasium.
Koncerten har i år fået et markant løft gennem et nyt samarbejde mellem flere lokale kræfter.
Sangkoret Side By Side medvirker med flotte korsatser, der bringer både eftertanke og julens temaer frem.
Hertil sørger musikskolens Superblæsere for frisk energi og livlige toner, ligesom børn fra Søndergades Skole går Luciaoptog. Kombination giver koncerten et helt særligt præg på en aften, hvor orkestret stiler mod at skabe en musikalsk oase af varme, lys og fællesskab.
Koncerten er opdelt i to afdelinger, og i pausen vil der være mulighed for at købe øl og vand. Orkestrets faste konferencier, John Fuglsang styrer slagets gang og binder programmets mange elementer sammen med både humor og indsigt.
Med årets koncert ønsker Brønderslev Harmoniorkester at samle lokalsamfundet om en fælles oplevelse, hvor både erfarne musikere, sangere og unge talenter får plads.
Entréen er 50 kr. og inkluderer én øl eller vand. Billetterne sælges ved indgangen, og orkestret håber at se såvel trofaste publikummer som nye tilhørere til julekoncerten.