Handelsforening efterlyser modigt par, der vil giftes med næsten alt betalt
DRONNINGLUND: Sidste år var det Mariann og Jørgen, der med borgmester Mikael Klitgaard som giftefoged, blev viet på scenen på torvet i Dronninglund i forbindelse med Open by Night.
Nu får et nyt par chancen for at få et tilsvarende bryllup med næsten alt betalt.
- Vi er allerede ved at pudse og polere Limousinen, så den er klar til at køre brudeparret rundt ved Open by Night fredag 29. maj kl. 18, fortæller eventmager Arne B. Schade, der også i år står for arrangementet.
- Vi er allerede nu på jagt efter et par, der gerne vil være Årets Brudepar og giftes på scenen. I år bliver det ikke borgmesteren, men derimod byrådsmedlem Jesper Larsen, som har den vigtige opgave som giftefoged, fortæller Arne B. Schade.
Brylluppet er med næsten alt betalt fra byens butikker. Ringe, tøj, sko, buket og fest på Dronninglund Hotel er bare noget af det, det heldige brudepar får. Eneste krav er, at man skal lade sig borgerligt vie på scenen og være bosiddende i Brønderslev Kommune.
Par, der ønsker at komme i betragtning, skal sende mail til Arne B. Schade, hvor de redegør for, hvorfor netop de skal vælges som Årets Brudepar.
Den skal indsendes inden 16. marts til mailadressen info@impactevent.dk.