Billede beskrivelse

Foredrag for dem, der er vilde med fodbold

15. februar 2025 kl. 06.04

BRØNDERSLEV: Efter at have været en del af holdet siden 2009, sagde Jacob Ahlmann farvel til jobbet som professionel fodboldspiller hos AaB sidste år. Han startede som den yngste spiller i truppen og sluttede som den ældste.

Sin barndoms fodboldsko trådte han hos Brønderslev I.F. og endte hos AaB som 12-årig, men nu vender han tilbage til Brønderslev den 26. februar, hvor han fortæller om sin flotte fodbold-karriere på biblioteket.

Her bliver Jakob sat i stævne med sin barndomsven, fætter, tidligere holdkammerat og nu DR-sportsjournalist Michael Sten Jensen. Sammen tager de os med bag kulissen på Jakobs karriere, og så har de pakket sportstasken med anekdoter og røverhistorier fra deres fælles liv i fodboldens verden.

Biblioteket har hevet fat i både Jakob og Michael for at høre, hvad de arbejder på for tiden – og hvad man kan glæde os til at høre mere om til deres fælles foredrag onsdag den 26. februar.

Jakob Ahlmann, scout i Aab:

Den 26. februar skal du interviewes af din fætter og barndomskammerat, DR-journalist Michael Sten Jensen. Hvad skal vi høre om?

- Michael og jeg fulgtes sammen i en del år, da vi var yngre. Så mon ikke der bliver plads til et par anekdoter om ham også? Jeg finder lidt frem!

Hvad har du aktuelt gang i hos AaB? – Og på fodboldbanen?

- Jeg har travlt med at kigge på spillere i min rolle som scout i AaB. I januar var transfervinduet åbent, så vi har haft travlt med at kigge på nye spillere, inden sæsonen starter op igen. På fodboldbanen nyder jeg tilværelsen som fodboldpensionist på Aalborg KFUM's old boys hold.

Hvem er den bedste spiller, du har spillet sammen med?

- Christian Eriksen på u- og A-landsholdet. Jeg har haft mange dygtige medspillere i AaB også, men Eriksen toppede det niveau.

Michael Sten Jensen, tidligere AaB-spiller og nu DR-sportsjournalist:

Hvad skal vi glæde os til i din samtale med Jakob Ahlmann?

- Et par timer i godt selskab, hvor kunsten bliver at få Jakob varmet så godt op, at han åbner posen med de anekdoter, vi sjældent hører fra det indre liv i en fodboldklub. Jeg har et par knapper, der kan skrues på, og der skal nok være både video og billeder at fornøje sig med, men Jakob er dårlig under gruppepres, og det tror jeg publikum kan udnytte!

Hvem er AaB’s største spiller?

- Det ville være let at nævne Henning Munk Jensen, Ib Simonsen, Henrik ’Mini’ Rasmussen eller andre. Men for mig er det Ståle Solbakken. Han er det største scoop i AaB’s og Lynge Jakobsens historie, også selv om det kun blev til to sæsoner.

Hvilke opgaver har du gang i for tiden?

- På DR Sporten har vi haft det travleste år nogensinde i 2024, så det er kun passende, at vi åbnede 2025 med at sende VM i herrehåndbold. Det har indtil nu fyldt det meste af redaktionens liv.

Billetter til arrangementet koster 100 kr. for voksne og 50 kr., hvis du er under 18 år. Foredraget finder sted onsdag den 26. februar kl. 19.00 – 21.00 på Brønderslev Bibliotek. Billetter kan købes på www.bronderslevbib.dk eller på biblioteket.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste