Forårskunst i Manna-Thise
MANNA: Manna-Thise Samlingshus summede af liv og aktivitet, da der i weekenden var arrangeret forårsudstilling. Et bredt spektrum af kunsthåndværk i skikkelse af blandt andet malerier, keramik, tekstiler og smykker kunne opleves i 20 forskellige stande.
En af deltagerne var Gitte Bang fra Thise. Hun var repræsenteret med nålefilt og viste fine eksempler på pynt til den forestående påske. - Det er ren hobby for mig. Jeg hygger mig med det, og så er det ganske rart at få lov at vise det for andre, lød det fra Gitte.
I den anden ende af lokalet var Jette Westergaard fra Vrensted på plads. Hun var repræsenteret med kunst fra sit eget Galleri Qalbi. Her fremstiller hun kunsthåndværk med stor inspiration fra Malta. - Jeg elsker Malta og er kommet der meget gennem mit liv. Qalbi betyder “fra hjertet” og sådan har jeg det også med min kunst, forklarede Jette, som blandt andet viste tekstiler og malerier.
Forårudstillingen var stablet på benene af Manna-Thise Samlingshus. Det var den anden af slagsen og der er allerede planlagt en tredje udgave næste år i marts. Udover at nyde den brede vifte af kunsthåndværk kunne de besøgende hygge sig i caféen eller teste lykken i tombolaen.