Forårets program for foredrag fra Århus Universitet er klar
BRØNDERSLEV: Århus Universitet har netop offentliggjort en liste over hvilke foredrag det bliver muligt at overvære i foråret.
Den 25. februar fortæller biolog Philip Francis Thomsen om "DNA'en omkring os":
"Dyr, planter og svampe efterlader spor af DNA i naturen – kaldet miljøDNA. Hør om hvordan DNA’en i jorden, i vandet og i luften kan bruges til at beskrive arter og bestande i vores økosystemer."
Den 11. marts er emnet "Udforskning af Grønland - før of nu". Det er lektor i geoscience Vivi K. Pedersen og lektor i videnskabshistorie Kristian Hvidtfelt, der fortæller om Grønland:
"Udforskningen af Grønland går langt tilbage i historien hvor ekspeditioner har givet viden om bl.a. øens natur og kultur. Grønland udforskes stadig fx for at klarlægge afsmeltningen af is, landskabet under og begges indflydelse på det globale havniveau."
Den 25. marts bliver emnet "Den meningsfulde hjerne" ved hjerneforsker Morten Kringelbach:
"Hvordan finder vi mening med livet? Ny hjerneforskning viser at natur, sociale relationer, musik og mad fører til en gentagen cyklus af begær og nydelse, som i bedste fald kan give meningsfylde og forbedre vores livskvalitet."
Den 8. april skal vi "På tur i Mælkevejen igennem rum og tid" med adjunkt i astrofysik Mia Sloth Lundquist og professor i astrofysik Hans Kjeldsen:
"Kom med på en rejse – både i tid og rum – rundt i vores egen galakse, Mælkevejen. Hør bl.a. om de milliarder af stjerner, exoplaneter, gas- og støvskyer den består af. Vi skal også helt ind til det kæmpestore sorte hul der ligger i Mælkevejens centrum."
Den 29. april går turen så til "Dybhavet – nyt fra en ukendt verden", hvor det er de to professorer i biogeokemi Bo Barker Jørgensen og Ronnie N. Glud, der fortæller:
"Forskere har fundet uventet liv på de største havdybder og dybt i havbunden. Hør om organismer der er tilpasset det ekstreme tryk samt om bakterier i havbunden der tager tusinder af år om at dele sig og som er afgørende for livsforholdene på Jorden."
Det sidste foredrag i foråret finder sted den 6. maj, hvor der bliver skruet op for uhyggen, når professor i strukturel mikrobiologi Ditlev E. Brodersen og professor i klinisk mikrobiologi Hans Jørn Kolmos stiller spørgsmålet "Vil resistente bakterier slå os ihjel?":
"Et af de største fremskridt i lægevidenskaben er opdagelsen af antibiotika, men hvordan virker de egentlig og hvorfor rammer de ikke vores egne celler? Hør om bakterier, antibiotika og om mulige løsninger på de fremvindende resistente bakterier."
Der er lidt for enhver smag at se frem til i det kommende forår.
Foredragene finder alle sted på tirsdage, hvor de bliver transmitteret direkte fra Århus Universitet, og de kan overværes ganske gratis på biblioteket i Brønderslev.