For første gang har de samlet det hele: Fælleskabet strålede i hallen
ASAA/BRØNDERSLEV: For første gang blev der afholdt en samlet uddeling af Fritidspriser og Kulturprisen i Brønderslev Kommune.
Det skete ved et festligt og stemningsfuldt arrangement i Asaa Hallen med omkring 400 deltagere, hvor fællesskab, engagement og flotte præstationer var i centrum.
Både fritids- og kulturlivet blev hyldet på scenen på en aften, der bød på prisoverrækkelser og underholdning.
- Vi skal hylde både resultater, relationer og store præstationer i aften, sagde borgmesteren i sin velkomsttale.
- Vi skal også hylde dem, der uge efter uge stille og roligt gør noget for at få andre med. Dem, der får foreningerne til at køre og tager det ansvar, der er nødvendigt. Vi skal hylde alle dem, der løfter andre og opbygger fællesskaber.
På scenen blev en lang række værdige vindere fejret for deres indsats og resultater i det forgangne år.
I alt blev der uddelt 10 priser. Blandt andet blev kommunens mange DM-, EM- og VM-vindere hædret. Dem var der i alt 11 af, og de repræsenterede et imponerende spænd af sportsgrene.
Handicapprisen
Denne pris gik til Klub Øst, der er et mødested for unge mellem 15 og 30 år, der er ensomme og sårbare. Den drives af frivillige med John Ravn Johnsen som leder.
- Det er skønt, at der er nogen, der får øje på, at det er små ting, der kan gøre store ting, sagde han i sin takketale og fortsatte:
- Jeg elsker at se folk smile. At opleve folk, der er ensomme og kede af det, og som tror, de er mindre værd, finde ud af, at de ikke er alene, men at der et fællesskab, hvor man kan spejle sig i andre og få det langt bedre, sagde den glade prismodtager.
Årets Sportsnavn
Årets sportsnavn kåres af Brønderslevs lokalradio, Radio 101,2 FM.
Det har den gjort de seneste 32 år, og i år faldt valget på Jes Svennum, der er hundefører i DCH og sammen med sin hund, Mussi, har vundet en række mesterskaber.
Senest det nordiske mesterskab i 2025. Han kunne ikke selv være med og modtage sin præmie, da han og hunden var til konkurrence i München.
Kulturprisen
- Vi plejer at uddele kulturprisen ved et særskilt arrangement, men vi blev sidste år enige om, at det var bedre at slå det hele sammen og få et endnu større event, sagde Steen Søgaard Petersen, der er formand for Fritids-, Kultur- og Turismeudvalget, da han uddelte prisen, der gik til Jernstøberiet i Asaa.
Byen købte for nogle år siden den 100 år gamle industribygning med det klare mål at bevare og udvikle de unikke rammer til et aktivt og levende kultursted.
Jernstøberiets formand, Villy Mortensen, takkede for hæderen og fortalte, at købet af bygningen kun havde kunnet lade sig gøre på grund af en stor opbakning fra byen.
- Vi har fået mange penge fra folkeaktionærer, der har givet fra 500 kroner til 10.000 hver, og det har givet os et godt fundament. Målet er at gøre Jernstøberiet til en kulturfabrik, som vi forventer vil komme til at sætte sit store præg på byen. Vi skal dog lige have fat på en del penge, sagde formanden og røbede, at det drejer sig om et beløb på i omegnen af 7 mio. kroner.
Hall of Fame
For ottende gang skulle man finde en person, der skulle have plads i Hall of Fame. Det er Spar Nord, der står bag denne pris, og det var lokalbankdirektør Annette Drivsholm, der begrundede valget, der faldt på Birthe Hulsig Andersen fra Tolstrup-Stenum Idrætsforening.
- Hun har brændt for sit lokalsamfund i over 40 år. Hun er indbegrebet af frivillighed, fællesskab og nærvær. Hun ikke bare taler om sammenhold, hun skaber det. Hun har været en drivkraft bag utallige initiativer fra friskole til hal og fra kulturhus til foreningsliv. Hun har været træner, spiller, organisator, bindeled og ildsjæl. Hun gør noget særligt, idet hun får mennesker til at høre til, og det er måske noget af det vigtigste, vi kan give hinanden, sagde Annette Drivsholm.
Statuette og gavecheck til alle
Alle vindere modtog en specialdesignet statuette skabt af Havekunst v/Klaus Jensen samt en gavecheck, mens DM-, EM- og VM-vinderne modtog et kunstværk af Brammerdesign.
Vinderne af Kulturprisen og Hall of Fame blev yderligere hædret med en gavecheck på 10.000 kr.
Aftenen var ikke blot en fejring af resultater, men i høj grad også̊ en hyldest af det stærke foreningsliv og de mange frivillige kræfter i Brønderslev Kommune, der rummer utallige foreninger. Alene Idrætssamvirket omfatter 82 foreninger med 16.500 medlemmer, og denne aften viste med al tydelighed, hvor stor en betydning de har for fællesskabet og livet i kommunen.
Underholdningen var overladt til impro-comedytrioen Specialklassen og sanger Matilde Alexandra, som begge bidrog til en festlig og underholdende aften.