Billede beskrivelse

Folk strømmede til Økologisk Høstmarked hos Gitta og Bjørn

08. september 2025 kl. 11.01

BRØNDERSLEV: Det er lørdag lidt over middag, og jeg på på vej til Økologisk Høstmarked lidt uden for Brønderslev. 

Allerede på Amborgvej, der er en lidt smal grusvej som leder op til ejendommen Lille Østergaard, kan man mærke, at der er stor aktivitet på den økologiske ejendom, hvor høstmarkedet finder sted. Flere gange må jeg holde skarpt ind til siden for at give plads til modkørende biler.

De er vel på vej hjem, men de har nok brugt noget tid på høstmarkedet, som på dette tidspunkt har været i gang i nogle timer.

Der bliver holdt økologiske høstmarkeder mange steder over hele landet denne weekend. Det er Økologisk Landsforening, der tog initiativ til de første økologiske høstmarkeder for 35 år siden, og det er nogle af foreningens medlemmer, der holder høstmarkederne. Lille Østergaard på Amborgvej har været med i 29 år, og det er faktisk den ejendom - set over hele landet - der har været længst med til at holde årlige høstmarkeder.

Billede beskrivelse

Da jeg når frem til selve høstmarkedet, får jeg bekræftet, at der er stor aktivitet. Det summer med mennesker. Glade børn leger mange steder. Især under et stort træ, hvor der er lagt halm ud, har børnene en fest. De voksne holder sig lidt i baggrunden og følger legen. Og tænker nok lidt over, at der skal en grundig vask til, når de kommer hjem igen. Men børnene har det åbenlyst fedt, så det tager de voksne stille og roligt.

Rundt om på pladsen er der flere boder, hvor man enten kan købe lidt forskellige produkter eller få lidt godt til ganen. Med yderst få undtagelser er alt selvfølgelig økologisk.

Pludselig breder en umiskendelig, fristende duft sig i min retning. Pandekager!!! Og selv om man efterhånden har nået morfar-alderen, så er pandekager stadig en - næsten - uimodståelig fristelse. Men jeg er jo på arbejde og skal videre...

Billede beskrivelse

Jeg skrår over pladsen og står så foran en hest med vogn efter sig. På vognen sidder flere børn med brede smil og glæder sig til at få en køretur. Kusken sætter i gang. Hesten trisser adstadigt afsted. Smilene breder sig endnu mere på børnenes ansigter.

Jeg går og kigger efter arrangørerne. Men de er ikke nemme at få øje på blandt de mange ansigter. Men så står jeg lige pludselig foran en storsmilende Bjørn Kjelgaard. Der sammen med Gitta Kjelgaard er parret, der ejer og driver det økologiske landbrug Lille Østergaard.

Der er godt nok mange mennesker, Bjørn, siger jeg.

- Der var faktisk flere i formiddag. Men her i middagsstunden er der altid nogen, der smutter hjem. Men når der er gået lidt tid, så kommer der flere mennesker igen.

I har jo fået perfekt vejr.

- Det er rigtig fint, og selv om det er fint solskinsvejr, så er vi jo ovre den tid på året, hvor folk vælger at tage til stranden. Og så ser det endda ud til at blive endnu bedre vejr i morgen, hvor det ser ud til at blive næsten vindstille, siger Bjørn Kjelgaard.

Billede beskrivelse

Høstmarkedet foregår jo over to dage, så et godt søndagsvejr er en god nyhed.

Efter noget tid på markedet, bliver det tid for mig at vende næsen hjemefter. Jeg går forbi de der lokkende pandekager, hvor duften er fristende - som var det sirenesang.

Men jeg er standhaftig, finder min bil og styrer ned ad Amborgvej. Bjørn Kjelgaard havde ret. Nu går trafikken den modsatte vej. Jeg må igen flere gange kaste bilen ind til siden for at give plads til biler, som er på vej til høstmarkedet.

Da det bliver morgen, ringer Jeg til Bjørn Kjelgaard for at få opsummeret, hvordan førstedagen gik.

- Vi er positivt overrasket over lørdagens fine fremmøde. Der var vel 500-600 gæster i går, og på søndage plejer der at komme endnu flere, siger Bjørn Kjelgaard.

Formålet med Økologisk Høstmarked er at udbrede kendskabet til økologi; at være en øjenåbner for folk, der ikke har det store kendskab til økologi. Man kan få smagt på en masse økologiske varer, og se hvordan økologisk landbrug praktiseres. Og så i tillægsgevinst have nogle gode oplevelser sammen.

Det er 29. gang, at I holder Økologisk Høstmarked - hvor længe bliver I ved?

- Så længe helbredet tillader det! Så længe vi får så mange gode og positive reaktioner, som vi oplever masser af, så er det en fornøjelse at arrangere Økologisk Høstmarked, så det bliver vi nok ved med mange år endnu, slutter Bjørn Kjelgaard.

(Da Økologisk Høstmarked sluttede søndag, skønnede arrangørerne, at der var ca. 1200 besøgende hen over hele weekenden.)

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste