Billede beskrivelse

Første etape af renoveringen af Plejecenter Margrethelund er nu færdig

21. februar 2025 kl. 07.46

DRONNINGLUND: Den store ombygning og renovering af Plejecenter Margrethelund i Dronninglund er nu så langt fremme, at man er færdig med første etape. Det fejres med åbent hus og borgmestertale onsdag 5. marts kl. 17-19, hvor det bliver muligt at se de nyrenoverede boliger. Det drejer sig om to demensafdelinger med 21 boliger og fire aflastningsstuer.

Billede beskrivelse

- Stuerne er blevet større, og det har man gjort ved at tage tre lejligheder og bygget dem om til to, fortæller konstitueret plejecenterleder Britta Reiche Berthelsen, mens hun viser rundt i lokalerne, hvor håndværkerne har travlt med at blive færdige til arrangementet 5. marts.

For at skaffe mere plads laves der også tilbygninger til alle længerne, så der foruden større lejligheder også bliver plads til større dagligstuer. I de nye boliger er der installeret en masse velfærdsteknologi. Det gælder også badeværelserne, der er mere ældrevenlige. Der er således hæve/sænkefunktion på både toilet og håndvask, ligesom der er drejesæde på toilettet.

Billede beskrivelse

- Nogle af beboerne vil nok blive mere selvhjulpne, fordi der er opsat greb og andre hjælpemidler, så der ikke er brug for en hjælpende hånd, når man skal op at stå. Der er også kommet loftlift, der er gennemgående fra soveværelse til badeværelse. Det er ikke alle, der har behov for det, men der er gjort klar til det, siger Britta, der også oplyser, at den velfærdsteknologi, der findes i demensafdelingen, også vil komme på de andre lejligheder, som man går i gang med om lidt.

Lyset følger døgnrytmen

Belysningen er et kapitel for sig. Den er tidsindstillet og følger døgnet, så der om dagen er meget lys, mens det dæmpes om aftenen og om natten.

Billede beskrivelse

- Det er med til at berolige beboerne, og det er så avanceret, at det ikke kun gælder gange og opholdsrum, men også den enkelte lejlighed. Her kan man stille lyset efter den døgnrytme, der passer den beboer, der bor der. Hvis vedkommende er vant til at gå i seng kl. 22, så kan man indstille lyset til, at det langsomt dæmpes en halv time før, altså når beboeren er klar til at gå i seng. Lyset dæmpes gradvist, så man bliver indstillet på, at nu gør vi klar til natten. Det samme sker så om morgenen. Der kan godt være nogle, der har brug for at vågne langsomt, og så indstiller vi lyset til at blive tændt stille og roligt. Det bliver godt, samtidig med, at ombygning gør det hele mere lækkert og lyst med varme farver og gode omgivelser. Stedet bliver mere nænsomt for de beboere, der har brug for det, siger Britta Reiche.

Der kommer også nyt låsesystem med personlig chip, så beboerne kun kan gå ind i egen lejlighed. Når de går ud fra deres lejlighed, låser døren automatisk.

Projektet omfatter hele plejecentret, og de foreløbige renoveringer har ikke givet de store problemer for beboerne.

Billede beskrivelse

- Dagligdagen skal jo helst være, som den plejer, og byggeriet har heldigvis ikke givet de store problemer. Der har været lidt for de beboere, der er på vores aflastning, der vender direkte ud til byggepladsen, men vi hører stort set ikke håndværkerne. Kun da de gik rundt på taget, gav det lidt uro, men ellers har der intet været, og beboerne har håndteret det flot, lyder det fra den konstituerede plejecenterleder.

Klar til fase to

- Når vi om kort tid et færdige med de nye demensafdelinger, flytter vi boerne fra den gamle demensafdeling over i den nye. Så går man i gang med at renovere de tomme boliger, så det giver ikke de store problemer i forhold til beboerne. Når demensbeboerne flyttes, kommer vi til at opnormere på personalesiden, så der bliver flere omkring dem for at sikre, at det bliver en så skånsom flytning som muligt. Det faste personale følger naturligvis med, så det er kun adressen, der ændres. De kendte ansigter følger med, siger Britta Reiche Berthelsen, der har været en del af ledelsen på Margrethelund siden november 2021, så hun kender alle de ting, der er sat i gang, og ved hvilken retning hun og plejecentret skal fortsætte med at gå.

- Jeg kender historikken, og det er en fordel, siger hun.

Plejecentret blev indviet i 1976 og har i øjeblikket plads til 81 beboere, men når ombygningen til 170 mio kroner er færdig, vil der være plads til 101 beboere, så der er både tale om en renovering og en udvidelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste