Filmmusikken indtager Klokkerholm
KLOKKERHOLM: Torsdag 20. november sætter organist Lasse Christensen sig til orglet i Hellevad Kirke i Klokkerholm for at spille filmmusik arrangeret for orgel.
- Når vi ser en film, en tv-serie eller spiller et computerspil, bliver vi straks grebet af billederne, karaktererne og stemningen. Alt det visuelle fanger os fra første sekund, men i kulissen spiller musikken en mindst lige så stor rolle. Den guider vores følelser, opbygger spænding og får hjertet til at slå lidt hurtigere eller smelte, fortæller Lasse.
- Film er et audiovisuelt medie, og en tommelfingerregel blandt filmfolk siger, at musikken ofte udgør halvdelen af oplevelsen. Alligevel er det ikke altid, vi lægger mærke til, hvor stor betydning lydsiden har, fortæller han, der ved koncerten giver tilhørerne i Hellevad Kirke mulighed for at opleve, hvordan filmmusik står alene og uden billeder, når han spiller et udvalg af værker arrangeret for orgel.
- Jeg spiller det, man kalder et godt blandet program. Fælles for de fleste numre er dog et mere afdæmpet og stemningsfuldt musikalsk udtryk, fortæller organisten, der lægger vægt på, at koncerten også fungerer som en musikalsk pause og et roligt pusterum sidst på eftermiddagen, hvor man kan læne sig tilbage og koble af, inden aftenen begynder.
Koncerten byder på et bredt udvalg af kendte melodier fra filmens og musicalens verden, så der er al mulig grund til at sætte sig godt til rette på kirkebænken og lade filmmusikken folde sig ud i kirkerummet.
Koncerten varer omkring 30 minutter og finder sted torsdag 20. november i Hellevad Kirke kl. 16.30. Der er gratis entré, og efter koncerten byder kirken på kaffe, te og småkager.