Billede beskrivelse

Fem boksere skal til stort stævne: 11-årige Matvei skal kæmpe sin første rigtige kamp

09. januar 2026 kl. 19.02

BRØNDERSLEV: Det har taget noget tid, inden der rigtig kom gang i sæsonen for kampbokserne i Brønderslev Bokseklub, men i denne weekend skal hele fem boksere i kamp ved Viking Box Cup i Nørresundby, som er en turnering med mere end 300 boksere fra syv nationer.

Af de fem Brønderslev-boksere er hele fire debutanter, som altså kravler op i ringen for at kæmpe deres første officielle kamp. Så der er nok nerver på hos de unge nævefightere.

Kun den talentfulde tekniker, letmellemvægteren Joakim Nørgaard, har tidligere været i ringen til officielle kampe. Han har bokset ni kampe, inden han stiller sig klar i ringhjørnet denne weekend. Joakim Nørgaard stiller op i U19 rækken.

Billede beskrivelse

De fire debutanter fra Brønderslev Bokseklub er følgende:

11-årige Matvei Bushman, som stiller op i den letteste vægtklasse, der findes: Let-atomvægt, som er for boksere mellem 0 og 34 kilo. Matvei Bushman bokser i U15 rækken. Han er - trods sin meget unge alder - en gut, som regnes for et stort talent i bokseklubben.

14-årige Felix Søe Garbøl er fjervægter og stiller op i U15 rækken.

17-årige Benjamin Ahm Krag er let-mellemvægter, og han stiller op i U19 rækken.

Den sidste af de fem Brønderslev-boksere er den 18-årige cruiservægter William Bech, der stiller op i Elite rækken.

- Det bliver en stor opgave for vores fem unge boksere, men alle er optimistiske og stiller op i god form, meddeler bokseklubbens formand, Erik Thrane.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste