Far og søn fylder lokal kirke med sange og historier
BRØNDERSLEV: Brønderslev Kirke danner rammen om en særlig koncertoplevelse fredag 30. maj, når Musikforeningen Shamrock og Brønderslev Kirke inviterer til en eftermiddag med sang og fortællinger fra hverdagen.
Her inviterer tidligere biskop Henning Toft Bro og sønnen Christian Toft Bro til en stemningsfuld eftermiddag præget af nærvær, musik og fortællinger om livet.
Det fortæller Shamrock i en pressemeddelelse.
Det er med sange, der bliver siddende, som “Lev dit liv, mens du har det”, skrevet i 2003. En enkelt linje, men samtidig en livsfilosofi, der har fulgt Henning Toft Bro gennem både musikalske og kirkelige år.
En del af Henning Toft Bros sange er at finde i Højskolesangbogen. Henning Toft Bro har en tidlig fortid i gruppen Tørfisk, som har nydt godt af hans evner til at skrive sange.
Christian Toft Bro spiller i gruppen Fætters sammen med sine fætre og grandfætre. Også her har Henning Toft Bro leveret sange.
De to har et langt fælles liv som musikalsk duo og har altid haft som mål, at publikum går derfra lidt klogere på livet og med et smil på læben.
Billetter købes på www.shamrock9700.dk med mulighed for at tilkøbe frokost kl. 12.30 i Sognegården.
Kl. 15.00 er der koncert i Brønderslev Kirke, hvor alle er velkomne.