Eventyrlig jul på Voergaard Slot
VOERGAARD: I år er det i bogstavelig forstand en eventyrlig jul, der præsenteres på Voergaard Slot, hvor der er en lang tradition for at lave julemarked og julepynte slottet.
Det er også i år Kongelig Hofleverandør Bjarne Als fra Bering House of Flowers, der står for udsmykningen, hvor han i år har hentet inspiration fra syv af H.C. Andersens eventyr. De udvalgte eventyr har han fortolket med sine blomsterdekorationer og udsmykninger.
Bjarne Als røber ikke, hvilke eventyr han har hentet inspiration fra. Her har publikum i en lille konkurrence mulighed for at gætte, hvilke eventyr der gemmer sig bag hver af stuernes udsmykninger.
Der er i år skruet ekstra op for eventyr- og julestemningen med både pynt, underholdning og aktiviteter, der taler til alle aldre. Det er i høj grad familier, der besøger Voergaard op til jul, og derfor er der mange spændende ting, de besøgende kan udforske.
I slottets kælder spreder slotsnisserne således julestemning for de mindste gæster.
Alle besøgende fik i øvrigt en lille gave med hjem. En lille pose frø med markblomster, som en blomsterhyldest til H.C. Andersen. Den blev udleveret på den betingelse, at frøene skal sås 2. april, der er digterens fødselsdag.
På slottets udendørsarealer og i Ridehallen kan man finde omkring 40 boder med alt fra klassiske delikatesser til håndlavede julegaver. Her er julestemningen også helt i top, men søger man det eventyrlige, så er det de smukke stuer på slottet med de eventyrlige og fantasifulde dekorationer af Bjarne Als.
- Min mission er, at de besøgendes første runde på slottet bliver så spændende og magisk, at de får lyst til at gå endnu en tur. Og så håber jeg, de går hjem og skaber deres eget eventyr, for eventyret er jo ikke færdigskrevet, bare fordi jeg har fortolket det, påpeger Bjarne Als.
Nåede man ikke at besøge Voergaard Slot sidste weekend, så fortvivl ikke. Succesen gentages nemlig næste weekend.