Er I Nordjyllands bedste i beachvolley?
BRØNDERSLEV: Sandet bliver endnu en gang centrum for både dyst, fællesskab og masser af spilleglæde, når der den 13. juni er Nordjyllandsmesterskaber i beachvolley.
Stævnet afvikles på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev med volleyballklubben VK Vendsyssel som arrangør. Turneringen er møntet på spillere fra 13 år og opefter.
Premiereudgaven i fjor blev en stor succes med mere end 30 tilmeldte hold.
Arrangørerne håber på mindst lige så stor opbakning denne gang. Deltagelse er gratis, og turneringen er åben for alle niveauer. Det gør arrangementet til en oplagt mulighed for både rutinerede spillere og motionister.
Mens VK Vendsyssel således ønsker at skabe en fast nordjysk tradition omkring sporten, er der ikke kun fokus på resultaterne, men også på fællesskabet og de gode oplevelser på banen.
Tilmelding til stævnet foretages online.