Billede beskrivelse

Det blev en våd markedslørdag i Brønderslev

31. august 2025 kl. 11.15

BRØNDERSLEV: Både kræmmere, gæster og frivillige på Store Brønderslev Marked måtte lørdag væbne sig med tålmodighed. 

Billede beskrivelse

Efter en ellers pæn indledning på dagen blev eftermiddagen nemlig præget af den ene byge efter den anden. Enkelte så kraftige, at folk enten flygtede fra pladsen eller søgte ly i telte og boder.

Billede beskrivelse

Det forhindrede dog ikke stemningen i alligevel at være på toppen på en dag, der var præget af et væld af indslag. Standhaftigt stod de optrædende imod elementerne – som da Brønderslev Square Dansere eksempelvis optrådte i Frederiksgade under en heftig byge.

Billede beskrivelse

Kræmmere var også ved godt mod: 

- Sådan er det jo, lød det fra Connie Møller, der var taget til Brønderslev med et stort udvalg af blandt andet Madam Blå-effekter. 

- Jeg elsker at komme på Brønderslev Marked. Det er noget andet end i Løkken, hvor jeg bor. Måske bruger folk flere penge ved markedet dér, men stemningen er altid god her i Brønderslev, forklarede hun til Ligeher.nu.

Billede beskrivelse

På musikfronten kunne regnen heller ikke true. Nok måtte De Jydske Helte en overgang flygte indenfor med deres fine instrumenter, men ellers turnerede trioen i eftermiddagstimerne rundt på markedspladsen med munter spillemandsmusik.

Billede beskrivelse

Senere på dagen fortonede regnen sig i øvrigt og lagde op til en herlig aften med fuldt hus i teltet. 

Her leverede Version 1.0 et fuldendt show, der skabte travlhed i baren og trængsel på dansegulvet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste