Der er auktion og oplevelser på torvet til fordel for Knæk Cancer
DRONNINGLUND: Lørdag 4. oktober kl. 10-12 er hele torvet i Dronninglund dækket op til auktion og oplevelser i anledning af Knæk Cancer i Dronninglund Handel.
- Der vil være gaver på scenen for over 40.000 kroner, og de skal bortauktioneres af entertainer Jes Østergaard, der tidligere har været kræftramt. Hele beløbet går ubeskåret til formålet, fortæller eventmager Arne B. Schade.
Alle gaver kan beses på scenen fra kl. 10, og auktionen starter kl. 11.
På torvet kan man også opleve en udstilling af nye elbiler fra Automobilfirmaet Pedersen & Nielsen, og der vil være en stand fra den lokale forening fra Kræftens Bekæmpelse, hvor der serveres gratis kaffe og muffins til de første 100, der møder op. Man vil også der kunne få oplysning om de muligheder, foreningen tilbyder i form af back up og rådgivning til kræftramte familier.
Torvet vil også være målområde for LOOP Dronninglunds event med gå- eller løbeture rundt i byen med målområde på torvet inden auktionen. Der vil også være noget for børnene, idet der udleveres en legetøjsgave til de første 100 børn, der møder op sammen med voksne.
- Der er mange gode oplevelser i vente lørdag 4. oktober fra kl. 10-12 på torvet i Dronninglund, lyder det fra Arne B. Schade.
Ved det tilsvarende arrangement sidste år samlede man næsten 90.000 kroner sammen, og man håber naturligvis på, at der også i år kommer mange penge ind til det gode formål.