De lokale byrødder mødte vælgerne ansigt til ansigt
BRØNDERSLEV: De var der vist alle sammen. Lokale politikere som som gerne vil vælges ind i kommunalbestyrelsen, når der er byrådsvalg "den tredje tirsdag i november", som reglerne foreskriver. Det er i år den 18. november.
I et telt uden for Den Runde Pavillon i Rhododendron-parken havde partierne ophængt valgplakater, så man næsten kunne komme i valgstemning i god tid før valget.
Arrangementet var en del af årets Bæredygtighedsfestival. Jeg spurgte en af arrangørerne, Jens Tofting fra Borger 9700, hvorfor kommunalvalget er en del af årets festival?
- Det er fordi, vi jo har kommunalvalg om lidt, og vi vil gerne rette fokus på, at kommunalpolitik også er vigtigt. Vores by er inde i en god udvikling, som gerne skal fortsætte. Vi skal arbejde for at få bedre børnehaver, bedre skoler og bedre kulturpolitik.
Hvorfor er netop de ting er så vigtige?
- I Brønderslev er vi så heldige, at vi har nettotilflytning - et stigende indbyggertal. Den udvikling skal gerne fortsætte, og det der får folk til at beslutte at flytte til en by, det er netop de nævnte ting. Og et yderligere stigende befolkningstal kan få den aktuelle meget positive udvikling til at blive endnu bedre.
Jens Tofting fra Borger 9700 ser et problem i den nuværende sammensætning af byrådet. For efter hans mening, så er der for få lokale repræsentanter i byrådet, der tæller 27 medlemmer.
- Der er kun fire byrådsmedlemmer fra Brønderslev i det nuværende byråd. Til sammenligning er der også fire repræsentanter fra Jerslev, og ikke fordi der er noget i vejen med at kommer fra Jerslev, men skal vi have udviklet vores by, så bør vi få flere repræsentanter fra Brønderslev by ind i byrådet, så der kommer mere fokus på at få udviklet Brønderslev, slår Jens Tofting fast.
Det kan man så overveje, inden man, når vinteren er nær, skal ind i boksen og sætte sit kryds. Men det var altså - blandt andet - disse overvejelser, der lå til grund for, at de lokale politikere fik mulighed for at møde vælgerne ansigt til ansigt under Bæredygtighedsfestivalen.