Billede beskrivelse

Café Ingeborg er populær og kommet for at blive

14. september 2025 kl. 19.02

Den nu afdøde forfatter Benny Andersen er kendt og elsket af de fleste. Det var netop ham og hans omfattende forfatterskab, der var emnet for underholdningen i Café Ingeborg, som Lion Ingeborg Skeel står bag. 

I løbet af året har den hyggelige café budt på underholdning af forskellig slags samt kaffe og hygge søndag eftermiddag på Dronninglund Hotel.

Søndagens underholdning stod sangerinden Tina Buchholtz for. Hun er både sanger, sangskriver, manuskriptforfatter og komponist. 

Billede beskrivelse

Hun tog de fremmødte med på en musikalsk rejse gennem Benny Andersens sange og digte med fortællinger, oplæsning, musik og fællessang. I foredraget, som havde titlen ’ Den musikalske ål’ opkaldt efter digterens debuterende digtsamling fra 1960, fortalte sangerinden også om sine egne personlige møder med forfatteren.

Tina har tidligere underholdt i Café Ingeborg. Det skete ved premieren i januar, hvor hun sammen med Vagn Egon Jørgensens Trio tog publikum med på en musikalsk rejse med fortællinger om legendariske personligheder fra musikkens verden.

Café Ingeborg åbner næste gang 16. november. Her vil underholdningen være en hyldest til den svenske sangerinde Monica Zetterlund.

Caféerne har været så stor en succes, at Lions Ingeborg Skeel allerede nu kan love, at der også til næste år vil blive arrangeret caféer på Dronninglund Hotel. 

Overskuddet fra caféen går til initiativer mod ensomhed.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste