Brønderslev Marked har gjort status: Sådan gik det
BRØNDERSLEV: Store Brønderslev Marked gennemgår hvert år sæsonens bedrifter til markedsforeningens generalforsamling.
I år var ingen undtagelse - og med et af de største overskud i markedets historie var der rigtig god stemning.
Markedet kommer ud med et overskud på 1.800.000 kroner. En sammentælling af markedsudvalgets og alle medlemsforeningernes overskud.
- Det er et flot resultat - vi når ikke rekordoverskuddet fra 2021 på over to millioner kroner , men vi er tæt på, og årets resultat er absolut tilfredsstillende, beretter formand Carsten Overgaard.
Det giver en kæmpe økonomisk indsprøjtning til medlemsforeningerne, der får tilført overskuddet for deres aktiviteter direkte til foreningen.
Øget fokus på sikkerhed
Over 100.000 gæster forventes at have besøgt markedet i 2025.
Mange af dem er unge mennesker, særligt om aftenen, hvor markedet ændrer sig til en festplads med musik. Her indtræffer også er stort salg af alkohol - til glæde for omsætningen i både Markedskroen og de andre boder.
Det betyder dog samtidig, at der år efter år er ses et stigende behov for sikkerhed.
For andet år i træk, havde foreningen hyret SafeHouse fra Jomfru Ane Gade, der stillede op med 6-7 personer både fredag og lørdag. Derudover var også Natteravnene fra Frederikshavn mødt op.
- Vi kan konstatere, at det har været en nødvendighed at opskalere på dette område. Der var rigtigt mange hændelser, som vagterne, SafeHouse, samaritter og politiet tog sig af, inden det udviklede sig til mere alvorlige problemer, fastslår Carsten Overgaard.
Rykker dato
Til næste år afholdes Store Brønderslev Marked 28. til 31. august.
Tidligere har markedet ligget fast op til den første mandag i september, men fremover vil man i stedet tage udgangspunkt i at ramme weekenden uge 35.