Brønderslev-boksere rejser mod Varde: Klar til kamp i diplomringen
BRØNDERSLEV: Lørdag den 15. november rejser Brønderslev Bokseklub til Varde med fire boksere, der skal deltage i Varde Atlet Klubs diplomstævne.
Det fortæller klubben.
Oprindeligt var det planen, at klubben skulle have haft otte boksere med, men fire måtte desværre melde fra af forskellige årsager. Det er ærgerligt, men forhåbentlig får de mulighed for at deltage næste gang.
Af de fire boksere, der skal i ringen i Varde, har to tidligere prøvet kræfter med diplomkampe.
Felix Søe Garbøl, 14 år, stiller op i fjervægt og bokser sin tredje diplomkamp. Han er en af de mange nye, lovende boksere i Brønderslev Bokseklub, som nærmer sig niveauet til at bokse rigtige kampe. Klubben ser derfor med spænding frem til Felix’ indsats i Varde.
Den anden bokser med diplom-erfaring er Malte Jakobsen, der er 13 år og bokser i letweltervægt. Malte har én diplomkamp bag sig, hvor han leverede en flot præstation og blot manglede ét point for at opnå sit diplom.
Antanas Salkrus er en af de mange unge boksere fra Hjørring. Han er 17 år og begyndte at bokse tidligere i år. Antanas har vist gode evner, og det er imponerende, at han allerede er klar til at deltage i diplomkampe. Han stiller op i letmellemvægt.
Den anden debutant er William Bech, 18 år, som også kommer fra Hjørring.
Brønderslev Bokseklub har boksere fra flere dele af Vendsyssel – blandt andet fra Vestbjerg, Tårs, Jerslev, Klokkerholm og Vrå.