Billede beskrivelse

Borgerforening kaldte til samling og fejrede 100 år

10. marts 2025 kl. 19.00

STERUP: Det er sjældent, at Sterup med sine cirka 400 indbyggere tiltrækker sig den store opmærksomhed.

Lørdag udgjorde dog en undtagelse. 

Byens Borgerforening rundede 100 år, og det fik både høj og lav til at lægge vejen forbi. 

Faktisk var der fuldt hus i forsamlingshuset, hvortil sågar borgmester Mikael Klitgaard (V) havde sat kursen for at gratulere. Men det var der også grund til. Borgerforeningen i Sterup er nemlig om noget indbegrebet af byen. 

Billede beskrivelse

Foreningen har gennem årene tegnet sig for en stor del af den lokale sammenhængskraft. Arrangementer som bankospil, dilletant, fester, udstillinger og meget andet har gjort Sterup Borgerforening til en betydelig medspiller for indbyggerne på egnen. 

Opbakningen har da også altid været stor. Ifølge bestyrelsen kniber det sjældent med at samle frivillige nok til afviklingen af diverse tiltag. Og når der en gang om året holdes julespil i forsamlingshuset er der stuvende fuldt.

Billede beskrivelse

Det er dog ikke alene enkeltstående begivenheder, der har rod i borgerforeningen. I 2017 stod foreningen i spidsen for etableringen af en bypark på arealet bag forsamlingshuset. 

Fonde og sponsorer blev engageret og således lykkedes det at indsamle de godt 155.000 kr. som projektet kostede. I dag danner byparken ramme om både dagligdags adspredelse, sommerfester og andet.

Jo, der var meget at fejre den forgangne lørdag, hvor også flere tidligere borgere i Sterup lagde vejen forbi. Dagen bød desuden på både fællesspisning, underholdning samt en udstilling om Sterup i regi af Egnsmindesamlingen Jerslev.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste