Billede beskrivelse

Bittesmå gymnaster viste evnerne frem

22. marts 2026 kl. 14.01

DRONNINGLUND: Foråret nærmer sig, og det kan både ses og mærkes på de traditionsrige gymnastikopvisninger, der i denne tid finder sted. 

Også Dronninglund Gymnastikforening har netop afviklet sin forårsopvisning med en fyldt hal og masser af gymnaster.

Den foregik lørdag eftermiddag på en rigtig forårsdag. Det fine vejr glæder de fleste, men det signalerer også, at gymnastiksæsonen er ved at være slut. 

Billede beskrivelse

Inden da er det vigtigt, at gymnasterne får lov at vise, hvad de har lært gennem vinterens træning. 

Ifølge foreningens formand, Stine O. Jensen, er der blevet trænet lige fra den allerførste dag.

- Jeg er virkelig pavestolt over at se alle gymnasterne på gulvet i dag. Disse herlige gymnaster er med til, at vi har en super forening, der omfatter meget mere end det, vi kommer til at se i dag. Vi har mange andre aktiviteter som floorball, crossdance og udendørs sommertræning. Vi er også så heldige at have en masse frivillige forældre, og det sætter vi stor pris. Nu glæder jeg mig til at se gymnasterne på gulvet, og jeg er sikker på, at I alle har udviklet jer over sæsonen, sagde formanden.

Billede beskrivelse

Som altid var det også i år et nærmest rørende øjeblik, da de mange gymnaster kom marcherende med fanen i spidsen ind på gulvet. 

Alle tilskuere rejste sig op, og da alle var kommet på plads, afsang de nationalsangen. Først derefter kunne opvisningen gå i gang.

Den startede som altid med de yngste gymnaster. Og de er virkelig unge. De optrådte sammen med deres forældre, og her drejede det sig især om bevægelse og leg. Det lyste ud af både børn og forældre, at det var noget, de nød. 

Billede beskrivelse

Senere kom de lidt ældre børn på gulvet, og de nød det naturligvis også.

Interessen for gymnastik er stor i disse år, men det er som om, det især er de små børn, der tiltrækkes. 

De lidt større børn er der tilsyneladende ikke så mange af. Det er en skam, for målet med gymnastikken er bevægelse, leg og livsglæde. Det kan vi ikke få nok af.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste