Billede beskrivelse

Årsmøde samlede over 200 delagere i Brønderslev

13. marts 2026 kl. 14.00

BRØNDERSLEV: Årsmødet hos Ældre Sagen i Brønderslev samlede igen stor opbakning. 

Over 200 medlemmer deltog i arrangementet i Brønderslevhallen, hvilket glæder formand Jørn Bertelsen.

- Noget må vi jo gøre rigtigt, når så mange vil komme til vores årsmøde, siger han med et smil.

Årsmødet blev ledet af dirigent Bjarne Jensen. I sin beretning fortalte formanden, at lokalafdelingen nu har 3.640 medlemmer – en fremgang på 400 medlemmer i forhold til sidste år. 

Foreningens mange aktiviteter bæres af 57 frivillige, som yder en stor indsats for medlemmerne.

Et af de områder, der vil få særlig opmærksomhed i de kommende år, er implementeringen af den nye sundhedsreform. Her samarbejder foreningen tæt med kommunens ældreråd.

Blandt de populære tilbud er den såkaldte “telefonstjerne”, som ledes af Randi Lorenzen. 

Her bliver deltagerne ringet op hver morgen. Hvis der ikke bliver svaret, sørger Ældre Sagen i samarbejde med kommunen for, at der bliver fulgt op og sendt hjælp.

Foreningen tilbyder også en bisidderordning, hvor borgere gratis kan få en trænet person med til samtaler hos læge, kommune eller andre myndigheder.

Bisidderen hjælper med at sikre, at borgeren bliver hørt og forstår de informationer, der bliver givet. Ordningen administreres af Mary Hardah og Jette Storgaard.

Mogens Henningsen fortalte desuden om årets mange arrangementer – blandt andet foredrag, musik, udflugter og fællesspisninger – hvor der ofte har været fuldt hus.

På årsmødet blev der også ændringer i bestyrelsen. Randi Lorenzen trådte ud af bestyrelsen, og Anitta Pedersen blev valgt ind i stedet. Som ny suppleant blev Birthe Thuen valgt.

Billede beskrivelse

Der blev desuden uddelt diplomer og blomster til kasserer Lars Jensen og frivillig Aksel Thuen som tak for deres mangeårige arbejde for foreningen.

Efter smørrebrød og kaffe holdt formanden for ældrerådet, Inger Møller Nielsen, et inspirerende foredrag om et liv med frivilligt arbejde. 

Hun fortalte blandt andet om sin vej fra aktiv gymnast og træner til posten som formand for DGI – og om nogle af de store oplevelser undervejs, herunder flere møder med de kongelige.

Årsmødet sluttede i god stemning med et par fællessange.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste