Åbent Hus i byens virksomheder blev en succes, der vender tilbage næste år
BRØNDERSLEV: Det var første gang, at organisationen Vores By Brønderslev i sidste weekend arrangerede Åbent Hus i flere at byens virksomheder.
Der var på forhånd store forventninger til, hvor mange der ville deltage i arrangementet.
- Som vi kan regne det ud, så var der nok op imod 1000 gæster, der kigger ind til arrangementerne, og det er vi meget tilfredse med, for det var jo første gang, at vi prøvede Åbent Hus-arrangementet, siger Vores By Brønderslevs projektleder Michael Wittrup.
Der er kommet tilbagemeldinger fra flere af dem, der deltog i arrangementet.
- Vi har hørt fra en, som nåede at være med til hele fire Åbent Hus-arrangementer og gav udtryk for, at det var en rigtig god oplevelse, fortæller Michael Wittrup.
Når arrangørerne oplevede Åbent Hus-arrangementet som meget positivt, så er der vel udsigt til en gentagelse næste år?
- Det håber vi og tror på, siger Michael Wittrup.
Så dem der ikke nåede at kigge ind for at se, hvad der sker i nogle af byens spændende virksomheder m.m., kan nok se frem til en ny mulighed næste år.
Dem, der deltog i Åbent Hus, kunne aflevere en kupon og deltage i lodtrækningen om to præmier af 2500 kr.
Det blev forperson i Vores By Brønderslev Annette Drivsholm og projektleder Michael Wittrup, der fik rollen som lykkens pamfiliusser.
Og vinderne blev Hanne Nielsen og Torben Skou.
- Da jeg ringede til Hanne Nielsen for at fortælle, at hun have vundet præmien på 2500 kroner, reagerede hun med at blive meget glad.
Hun fortalte, at samme dag havde hendes barnebarn været til studentereksamen og scoret et 12-tal, og det skulle de nu fejre med at få noget godt spise.
Det var da timet-og-tilrettelagt. For nu var der jo to ting at fejre, og mon ikke pengepræmien fra Vores By Brønderslev var et fint tilskud til en fin middag ...