36 kræmmere var på plads til julemarked
TYLSTRUP: For femte gang var seniorfodbold-afdelingen hos Tylstrup Ungdoms- og Idrætsforening i weekenden vært ved et stort julemarked.
Afdelingen havde lørdag og søndag indtaget Tylstrup Hallen med rekordmange stande. 36 af slagsen var på plads, hvilket glæder formand Michael Egediussen.
- Det er flere end tidligere. Heldigvis tyder det også på, at kræmmerne har haft et godt salg. Vi har haft cirka 800 gæster indenfor i løbet af weekenden. Det er tilfredsstillende og vi imødeser et overskud, siger han.
Der var da også gode grunde til at lægge vejen forbi. Markedet var spækket med effekter af alle tænkelige slags. Alt fra smykker og nips til julepynt og rengøringsartikler kunne købes på markedet.
Her blev der også solgt lune æbleskiver, ligesom der udenfor hallen var mulighed for at frekventere pølseboden.
Julemarkedet i Tylstrup Hallen har været afviklet siden 2019. Sammen med den såkaldte Nytårsdart og Tylstrup-løbet bidrager markedet til fodboldafdelingens økonomi.