300 var til MGP-fest i Brønderslev
BRØNDERSLEV: Trods en mindre netværksfejl netop som livesendingen gik i gang, så blev det alligevel en god aften for de mange poder, der havde indløst billet til MGP-festen i Brønderslev Hallen.
I alt var 300 børn og voksne på plads til et arrangement, der også inkluderede stor pizzabuffet samt popcorn, slik og børnedrinks i rigelige mængder.
Og så var der ellers dømt dans, røgkanoner og højt børnehumør foran den store skærm, hvor DR havde udvalgt 8 sange til dyst.
For Ida Bedsted på 6 år fra Brønderslev var sang nummer 1 med Donya en af favoritterne. I hvert fald fik sangen “Min Bror” en klokkeklar stemme fra Ida.
I sidste ende blev det dog drengegruppen Tempo, der vandt med sangen “Lyst til at Hop“, på en aften, hvor MGP-showet atter viste sig som en af DR’s helt store successer.
2025-udgaven var således den 25. i rækken siden premieren i 2000.
Om nutidens fans har de samme præferencer som for et kvart århundrede siden er tvivlsomt, men entusiasmen er under alle omstændigheder intakt.