150 veteraner fyldte Brønderslev Hallerne
BRØNDERSLEV: Der var hektisk aktivitet i Brønderslev Hallerne den forgangne weekend.
Lørdag og søndag var BI-Bordtennis vært ved en runde for veteraner, der deltager i den landsdækkende DM-turnering for hold. 150 spillere – heraf mange tidligere topnavne, der havde deres storhedstid i 1980´erne og 1990´erne, havde fundet vej til Brønderslev.
Navne som Niels Ramberg med over 100 danske mesterskaber og Susanne Pedersen med 45 titler var i aktion.
Desuden deltog også det lokale navn, Jan Lynge, der i 1984 var med til at hjemføre det første danske mesterskab til BI-Bordtennis. Jan Lynge var også stævneleder og han glæder sig over tilslutningen.
- Det er første gang vi i BI Bordtennis står i spidsen for en DM-afdeling. Det har været en stor opgave, men takket være masser af frivillige er det lykkedes. DGI Nordjylland har været behjælpelig med udlån af ekstra bordtennisborde og nogle af vores naboklubber har bidraget med bander. Begge haller har været i brug, forklarer Jan Lynge.
Han fortæller videre, at der udover det sportslige også var et element af socialt samvær i arrangementet.
- Spillerne kommer selvfølgelig for at vinde. Men det handler også om fællesskab. Der knyttes venskaber på tværs og det handler først og fremmest om at have det sjovt, forklarer stævnelederen.
Lørdag aften dannede Den Runde Pavillon i øvrigt ramme om spisning og dans for spillere og frivillige. Mon ikke der her også blev vendt både røverhistorier og bordtennisbedrifter blandt de erfarne bat-mænd og -kvinder.