120 danseglade til linedance i Hjallerup
HJALLERUP: Foreningen Kick Linedance har netop afholdt sit årlige linedance bal i Hjallerup Idrætscenter. Det skete for 20. gang, og i den anledning havde arrangementet skiftet navn, fra ’Begynderbal hos Kick’ til ’Kick-start din vinterferie med line dance’.
- Vi var lidt spændte på, om navneforandringen ville ændre på antallet af tilmeldte, men det gjorde det ikke. Vi kan med stor tilfredshed se tilbage på et bal med omkring 120 glade dansere på gulvet, siger to af arrangørerne, Rikke og Niels-Erik Kristiansen. De deltog begge som instruktører.
Foruden et nyt navn havde arrangementet også den ændring, at der ikke som sædvanligt kun skulle læres to nye danse. Man skulle også ledes af tre forskellige instruktører, nemlig Rikke og Niels-Erik samt gæsteinstruktør Kirsten Skovlund fra Simested/Løgstør Line dance. Hun var i selskab med 31 af sin klubs dansere, og de mange danserne på gulvet repræsenterede således medlemmer fra mindst 10 forskellige nordjyske klubber.
Ægteparret Rikke og Niels-Erik Kristiansen glæder sig allerede til arrangementet næste år.
- Vi kan se tilbage på et bal med højt humør og god stemning. Arrangementet næste år finder sted søndag 15. februar, og det er også fastelavn. Måske skal vi klæde os ud som cowboys. Hvem ved?