Der er intet nordjysk over landsholdet alligevel, skriver Lau Aaen.
Livet her

Klumme: Et helt igennem ikke-nordjysk landshold

05. december 2022 kl. 19:35

Jeg lægger mig fladt ned.

Fuldstændigt fladt, du fatter slet ikke, hvor fladt, jeg lægger mig. Jeg har simpelthen lavet en fejl.

Jeg har formuleret mig uklart.

For forleden kom jeg vist nok, i et uopmærksomt øjeblik, til at skrive at herrelandsholdet i fodbold er herre nordjysk, ærkenordjysk, kampnordjysk i sin grundvold, nordjysk i hver en fiber, og jeg antydede, vist nok, det står lidt sløret for mig, at resten af landet fandengalme burde vise os nordjyder noget ydmyg taknemmelighed, fordi vi beskedne nordjyder deler vores verdenselitelandshold, vores flid og vores dygtighed og vores henrivende vm-vindende spil, med jer i det øvrige Danmark.

Det skulle jeg ikke have skrevet.

Det var en svipser.

Måske fik jeg i farten slynget noget ud om at Mæhle er fra Østervrå, landstræneren er fra Gandrup, fodbolddirektøren er fra Gistrup, fysioterapeuten er nede fra Kennedy-arkaden af, og at selv Andreas Skov Olsen er så nordjysk, at hans svigerfar Søren Poppe engang har spillet i Gigantium og at sådan kunne man blive ved. Der var angiveligt også andre angivelige nordjyske ankerpunkter, jeg kan ikke helt huske det. Der er ingen grund til at tvære rundt i det.

Nå ja, nordjyllandsholdet, fik jeg vist også kaldt dem. Det var ikke meningen.

Derfor vil jeg gerne præcisere, at jeg mener det stik modsatte.

Landsholdet er faktisk ret ikke-nordjysk. Der er maksimalt en ganske marginal nordjysk tilknytning på det hold, men de er da helt åbenlyst ikke nordjyske nok. Det er da der, problemet ligger. Det står da klart for enhver.

Har I set hvordan de spiller, helt ærligt?

Pullerværk af værste skuffe, kampkylet hjem fra et jule-vm, før kalenderen har slået 1. december. Det er aldrig sket for et nordjysk hold.

Kikset, uværdigt, kawt.

Det er så lidt nordjysk, som noget kan være.

Så I kan lige vove på at tørre den af på os heroppe. Den helt igennem pangelfulde præstation nede i den totalt unordjyske ørkenstat, den mest horrible danske vm-indsats siden nogensinde, skal I andre eddermukme ikke tværetørre af på os. Det kan jeg godt love jer.

Ja, jeg formulerede mig måske lidt kluntet, indrømmet. Og har nogen fået det indtryk, at landsholdet i særlig grad er nordjysk, og at ansvar for spil og resultater derfor i særdeleshed tilfalder Nordjylland, så beklager jeg.

Det skal jeg være den første til at gøre.

Den fejl, hvis man kan kalde den det, vedgår jeg gerne, for som nordjyder er vi ikke bange for at tage ansvar og indrømme fejl.

Sådan er vi, heroppe.

Vi løber ikke fra vores ansvar eller peger fingre, selv ikke når det er svært.

Det kunne andre eddermame godt lære af.

Annonceret indhold

Nyeste