En tur i varmt vand kan lindre en slidt krop
BRØNDERSLEV: Det sker, når man kommer lidt op i årene. Man vågner i sin lune seng, og trækker dynen til side. Er klar til at hoppe ud af sengen, som man har gjort i så mange år. Men lige pludselig er det lidt besværligt. Kroppen "værker". Det gør lidt ondt at komme ud af sengen, for man kan være plaget af gigt eller andre skavanker, der kommer i takt med, at fødselsattesten er gulnet så meget, at den snart ligner en vinter-fuldmåne.
Hvad gør man så, hvis man gerne vil forkæle sin krop og få det lidt bedre?
Det er der såmænd mange af byens og oplandets borgere, der har fundet ud af. De tager ned til aktivitetscenteret Grønningen i Bredgade, hvor foreningen "Aktive Badere" på alle ugens hverdage har hold, der hopper i aktivitetscenterets varmtvands bassin og får en god omgang behagelig træning. Der er 13 hold aktive badere med 11 deltagere på hvert hold, som hopper i bassinet, hvor vandet er behageligt varmt. Op til hele 36 grader.
- Man kan meget i varmt vand. Det føles blidt, og det lindrer de smerter, man måske døjer med. Det varme vand gør, at muskler og led bliver mere smidige, fortæller Tina Sanderhoff, der er sekretær i foreningen Aktive Badere. Og selv døjer med fibromyalgi.
Vi sidder og snakker over en kop kaffe hos foreningens formand, Jette Tømmerby.
Forhistorien til Aktive Badere er, at det var Gigtforeningen der oprindeligt startede med vand-motion tilbage i marts 1996. I 2018 brød en gruppe ud af Gigtforeningen og dannede "Aktive Badere".
- Det handler ikke kun om sund motion, det handler lige så meget om det sociale, for vi har det rigtig hyggeligt sammen, og der opstår nye venskaber, når man bader sammen, siger Jette Tømmerby. Formanden lider selv af slidgigt, så de to bestyrelsesmedlemmer ved på egen krop, at det er godt regelmæssigt at komme en tur i det varme vand.
- Alle kan være med til aktiv badning; det eneste krav er at man er selvhjulpen. Selv kan komme i vandet og op igen, og selv kan komme af og i tøjet, forklarer Jette Tømmerby og Tina Sanderhoff.
Det er i overvejende grad kvinder, der dyrker aktiv badning. 12 af de 13 hold er rene kvindehold, og så er der et enkelt blandet hold. Hvert hold har en frivillig holdleder, som guider holdet under vandmotionen.
Hvad skal man så gøre, hvis man gerne vil være med til aktiv badning?
- Vi har brug for nogle "afløsere". Nogen som kan træde ind på holdene, hvis der er nogle af de faste, der af en eller anden grund melder afbud, siger Jette Tømmerby og Tina Sanderhoff.
Vil man gerne være afløser, så kan man kontakte kasserer Marianne på telefon 50 91 30 39 eller skrive en mail til Aktivebadere@gmail com.
Hvad så, hvis der er rigtig mange, der gerne vil være med, når de læser disse linjer og tænker: Det er lige noget for mig?
- Så har vi - måske - mulighed for at oprette endnu et hold, siger Jette Tømmerby.
Hvad koster det så at blive aktiv bader? 630 kroner for tre måneders medlemskab, oplyser de to bestyrelsesmedlemmer.
Udover den lindrende vand-gymnastik, så er der jo også det sociale element i Aktive Badere.
- Når vi er færdige med badningen, går mange op i Grønningens café og sidder og hygger med en kop kaffe og et stykke kage eller en bolle. Og det er også muligt at købe en omgang varm mad, forklarer Jette Tømmerby.
Foreningen holder årligt et par store fællesarrangementer. "Baghjulskaffe" i februar/marts, hvor der bliver hygget med kaffe, brød kage og en omgang pakkespil. Og i august eller september bliver der arrangement i Den Runde Pavillon i Rhododendron Parken, hvor der bliver serveret mad, med lidt vin eller øl til, og så er der lidt fællessang og underholdning. I år er arrangementet i Den Runde Pavillon planlagt til den 19. september, og underholdningen bliver Den Skaldede Pædagog, Thomas Holst fra Vadum.