En aften i operaens tegn på Dronninglund Kunstcenter
DRONNINGLUND: For et par år siden havde Dronninglund Kunstcenter succes med at arrangere en aften med opera i fokus.
Denne begivenhed gentager man nu dog med en anden opera. Det sker 25. september kl. 19.30, hvor operaformidler Søren Schelling kommer med sin operafortælling ’Violetta’. Fortællingen er frit fortalt efter Verdis opera La Traviata med illustrationer af billedkunstner Anne Marie Johansen.
Violetta er en fri kunstnerisk bearbejdning af Verdis opera La Traviata, som igen bygger på Dumas roman Kameliadamen. Verdis Violetta en af komponistens mest elskede karakterer.
Operafortællingen er et portræt af en ung kvinde fanget i en verden, der på overfladen synes glitrende og legende let, men som i virkeligheden er hård og ubarmhjertig. Hun er en kvinde, der befinder sig i centrum af de fineste kredse i Paris. Tilbedt og ombejlet, men alligevel på kanten af samfundet og alene med sine drømme og barnligt naive håb.
Det er Søren Schelling, der fortæller og giver smagsprøver på operaen. Han har de seneste 25 år arbejdet som sanger, musiker og foredragsholder primært inden for opera og klassisk musik.
Han understreger, at der på ingen måde kræves et forudgående kendskab til opera for at kunne nyde oplevelsen. Aftenen starter med et introducerende foredrag med live-musik og sang. Efter en kort pause følger selve operafortællingen om Violetta. Forestillingen varer to timer inkl. pause. Der kan købes drikkevarer, kaffe og kage i caféen.