Emma var langt nede, men midt i julehandlen klikkede det pludselig
25-årige Emma Bødker Nehls bor i Brønderslev, og hun har tidligere været sygemeldt og langt nede med både angst og depression.
I 2022 sendte ungecentret i Brønderslev hende i praktik for at hjælpe hende i gang - og det skulle vise sig, at Emma og den lokale Imerco-butik ikke just var et dårligt match til det forløb.
Hun begyndte, da der virkelig var felt over feltet - nemlig midt i julehandlen.
Og Emma voksede med opgaven i butikken, hvor hun følte sig godt tilpas.
- Jeg mærker hurtigt, at jeg elsker at stå i butikken og begynder at overveje, om det er min vej i livet, fortæller Emma.
Der er da heller ingen tvivl om svaret, da butikschefen spørger Emma, om hun mon kunne tænke sig en elev-uddannelse.
Det betød dog, at hun skulle tilbage på skolebænken, hvilket gav lidt nervøsitet.
Men de 20 uger på handelsskolen i Hjørring, hvor EUD Business kom i hus, gik fint og med flotte karakterer - og 1. august kunne hun så begynde det to-årige elev-forløb hos Imerco i Brønderslev.
- Jeg har stadig angsten, men jeg føler mig stærk. Nu er det min tur til at tage styringen, lyder det fra en glad Emma.