Billede beskrivelse

Elinor og Ferdinand plantede løg og satte kartofler

28. april 2026 kl. 11.02

TRY: Med forårets komme er det tid til at så og plante. Det ved på Østvendsyssel Egnssamling i Try, og derfor holdt man i søndags arbejdsdag på Lille Knudsgård, hvor marken skulle klargøres, så kartofler kunne lægges i jorden, og grøntsager sås i lige rækker.

Den gamle grå Ferguson var naturligvis på plads, og det samme var hestene, der roligt trak en harve gennem mulden.

Billede beskrivelse

- Det er en meget gammel træharve, som man har brugt i over flere hundrede år, fortalte Bjarno Hvid, der er medarbejder på Egnssamlingen.

- Vi havde fra gammel tid en sådan harve her på museet, men den var fuldstændig ødelagt. Nu har vi heldigvis nogle dygtige håndværkere, der kan lave sådan noget. De har lavet både nyt træværk og smedet jernpiggene. Den virker og er effektiv. Den er meget anvendelig, hvor der er mange sten, og det var der jo tidligere på markerne. Hvis man ser en film med Emil fra Lønneberg, så er det også en harve som denne, der bruges. I Sverige er der mange sten, men det betyder intet for en harve af denne slags, sagde han, mens hestene roligt trak den frem og tilbage over marken.

Billede beskrivelse

- Det går jo stille og roligt, og det er nok ikke en harve, der passer til nutidens landbrug, men her er den anvendelig og nyttig, sagde Bjarno.

De besøgende havde mulighed for at være med i forårsarbejdet. Her var det især børnene, der greb chancen. Elinor og hendes lillebror, Ferdinand, havde således mod på at hjælpe med at sætte løg og lidt senere også med at sætte kartofler. Det havde de aldrig prøvet før, og fortalte begge bagefter, at det havde været sjovt at prøve.

Billede beskrivelse

Foruden arbejdet i marken tog man sig også i søndags tid til at indvie det, man i Try kalder den ’pæne ståwe’. Den er i løbet af vinteren blevet renoveret og sat i stand. En sådan stue var meget almindelig, da det gamle stuehus blev bygget for to hundrede år siden. Den blev kun brugt, når der kom gæster.

Det gjorde der i søndags, for der er altid stor interesse for at se, hvordan livet blev levet for flere generationer siden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste