Efter 132 år er de sidste oste snart på vej ud af Asaa Andelsmejeri.
Livet her

Efter 132 år er det slut for nordjysk mejeri

Lille landsby har været kendt for oste af høj kvalitet - men nu laves der ikke flere af dem

04. oktober 2022 kl. 16:10

ASAA: De har været kendt for at lave oste af særdeles høj kvalitet, men dem bliver der nu ikke lavet flere af i Asaa. 

Ifølge Peer Steen Jensen, mejerichef på Asaa Andelsmejeri, er produktionen i den lille landsby ved Vendsyssels østkyst netop lukket ned.

Om baggrunden for beslutningen siger han:

- Vi har jo været her siden 1890 - i 132 år, og vi har hele tiden haft to succeskriterier. Det ene har været, at vi skulle være gode til at lave ost - og derudover har vi villet matche den bedste mælkepris i Danmark.

Peer Steen Jensen har selv været mejerichef siden 1999 - og langt hen ad vejen synes han, man er lykkedes med både at producere kvalitets-oste og at sikre gode mælkepriser til de fire familielandbrug, der står bag andelsmejeriet.

- Vores bedste regnskab nogensinde var jo nok i 2019 - tre-fire måneder før corona-udbruddet. Men krisen gik voldsomt ud over vores økonomi. Vi afsatte vores ost til kunder, der var store på foodservice, men det lukkede jo nærmest fuldstændig ned. Og det betød, at vi måtte tære en del på vores egenkapital, forklarer han

Presset af udviklingen

På bagkanten af corona-pandemien har Asaa Andelsmejeri kæmpet for at genvinde det tabte terræn - og langsomt har man også arbejdet sig nærmere på at give sine andelshavere en god kilopris på mælken. Men den store konkurrent Arla har besværliggjort muligheden for at lykkes.

- Arla er jo kommet fuldstændig fantastisk gennem coronakrisen, og de har kunnet give deres andelshavere en rigtig god pris for mælken.  Alene indenfor de seneste måneder er mælkeprisen vel nærmest blevet sat op med 40-50 procent. Og vi har jo egentlig gerne villet gøre det ligeså - eller bedre, forklarer Peer Steen Jensen. 

Men den opgave har altså været svær.

Asaa Andelsmejeri har lukket produktionen.

- Og oveni kommer så det her energichok. Det betyder, at vi skal bruge 30.000 kroner mere om ugen på naturgas, strøm og diesel - og når vi skal bruge endnu flere penge på energi, så bliver der jo færre penge at sende videre til vores landmænd. Spændet er simpelthen blevet for stort for os, fastslår Peer Steen Jensen.

Ikke konkurs

Selvom Asaa Andelsmejeri altså nu kaster håndklædet i ringen, er det vigtigt for Peer Jensen at fastslå, at der ikke efterlades ubetalte regninger.

- Vi er ikke gået i konkurs, og vi er ikke i betalingsstandsning. Vi har bare besluttet, at vi stopper, mens vi kan svare enhver sit.

I og med at produktionen på mejeriet er stoppet, begynder de fire andelshavere allerede mandag i denne uge at levere deres mælk til Nørager Mejeri.

- Det er selvfølgelig underligt, at produktionen på mejeriet i Asaa nu er stoppet, men det var den eneste fornuftige beslutning, der var at tage. De fire landmandsfamilier får hovedparten af deres indtægter fra deres mælk - og det er ikke småpenge, som der på sigt ville komme til at mangle, siger Peer Steen Jensen.

- Vi er jo en meget lille spiller på det her marked, og der er mange små fødevarevirksomheder - eksempelvis også bagere - der falder på stribe lige nu. Vi vil ikke stå at pibe over det her, og vi vil heller ikke give hverken Mette Frederiksen eller Putin skylden, for sådan er vi bare ikke. Vi kalder en mand for en mand og en tøs for en tøs, og sådan er det. Vi er bare blevet ramt af udviklingen. Det her er ikke noget, vi skammer os over, men det er selvfølgelig heller ikke noget, vi er stolte af.

Ifølge Peer Steen Jensen er der i øjeblikket seks ansatte på mejeriet, som altså nu mister deres job.

Butikken i forbindelse med Asaa Andelsmejeri holder indtil videre fortsat åbent.

- Det er jo fortsat helt nyt, at vi ikke producerer, og de seneste oste, vi har lavet, vil først være klar om halvanden måned. Så vores butik kommer i hvert fald også til at holde åbent ind i det nye år, konstaterer Peer Steen Jensen.

Annonceret indhold

Nyeste